Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl butternutsquashen, del den i 2 dele, og skrab kernerne ud. Skær butternutsquashen i mindre stykker på ca. 1 x 1 cm. Steg stykkerne af i en stor gryde i lidt olivenolie, til de begynder at brune. Løg snittes fint, og kommes ned i gryden til butternutsquash. Sautér til løgene er bløde og let gyldne. Tilsæt derefter krydderiblandingen (efter smag - den er HOT!). Hæld chilibønnerne på, og lad retten simre i 10 min. under låg. Rør et par gange undervejs.
Smag til med salt og peber.
Tænd ovnen på 200 grader.
Fisken duppes tør, skæres i små stykker (3 pr. pers.), og drysses med salt og peber. Pres limesaft over fisken (brug det halve her.) Bag fisken i ovnen i 10-12 min., til den netop er gennembagt.
Avokado skæres i tynde skiver, og vendes med et par dråber limesaft.
Varm tortillas én efter én på en brandvarm pande uden fedtstof, til de begynder at blive gyldne med mørke pletter. Endnu bedre er det, at vende dem direkte på en rødglødende kogeplade lynhurtigt. (Duer ikke på induktion og gas). Hold dem lune i et fugtigt viskestykke, efterhånden som de er klar.
Har du en bagesten eller bagestål i din ovn kan de med fordel varmes på et meget varmt stål/sten i 1 minut!
NB. det er vigtigt at pakke de brandvarme tortillas i det fugtige viskestykke med det samme efterhånden som de er færdige - så blir de lækre og bløde. Har du en rigtigt tortilla kurv med låg skal du naturligvis bruge den i stedet ellers kan en bøtte med låg også bruges.
Som vist på billedet. Top en tortilla med et stykke fisk, kom bønnerne ovenpå. Top med avokado og smuldr queso fresco over (her kan bruges feta ost). Server det sidste lime dertil.
Mexicansk krydderiblanding indeholder:
35% spidskommen 10% paprika, 10% chipotle chili, 10% oregano, 10% sort peber, 10% ancho mulato chili, 5% pasilla chili, 5% løgpulver, 5% hvidløgspulver
Queso fresco er en lækker sag, som vi og Grand Fromage selv har udviklet i samarbejde med det lille landsbymejeri i Onsild i Nordjylland. Ideen blev født da vi var på udkig efter en dansk ost, der mindede om den mexicanske Oaxaca ost "queso fresco". Osten fremstilles af økologisk mælk fra køer der bl.a græsser på engdragene langs Gudenåen. Ostens oprindelse er Mexico og Sydamerika hvor den anvendes i mange retter. Osten er mild og med en fin mælkesmag, hvilket også gør den egnet til stegning.
Kundekommentarer ()