
Fisk: Lav en marinade af skallen fra den halve lime, saften fra hele limen, 4 spsk. olie, finthakket dild, salt og peber. Dup fiskene tørre, kom dem i en plastpose og hæld marinaden over. Læg posen i køleskabet i min. 2 timer – vend et par gange undervejs.
Skrub kartoflerne godt og skær dem i 2 mm tykke skiver. Pil løgene, halver dem og skær også dem i 2 mm tykke skiver. Vend begge dele sammen med salt og peber og bred det hele ud i et lille velsmurt ildfast fad. Dryp med et godt skvæt olie, hæld hønsefonden ved og forbag i en 225 grader varm ovn i ca. 12 min. Tag fiskene op af marinaden og læg dem ovenpå kartoffelbunden. Bag yderligere 10-15 min. til fisken er gennembagt og kartoflerne møre.
Ærtesalat: Tø ærterne op og dryp dem godt af. Hak skalotteløget meget fint, skær bladsellerien i helt små tern og hak nødderne. Skyl salaten godt, skær den i brede strimler og bred det ud på et fladt fad. Fordel ærter, løg, bladselleri og nødder ovenpå salaten. Pisk 3 spsk. olie, vineddike, presset hvidløg, dijonsennep, sukker, salt og peber sammen og smag til. Dryp dressingen over salaten og server straks.
Server med aïoli og groft brød til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften