Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog 2 dl. vand pr. person op med lidt salt. Tilsæt kyllingebryst, kom låg på og skru ned, så brystet netop simrer lige under kogepunktet i 8-10 min. Sluk, og lad kyllingen trække i yderligere 5 min. Pluk derefter kyllingebrystkødet i strimler.
Kog nudlerne i rigeligt letsaltet vand i 2 min. Dræn nudlerne, og vend dem med lidt neutral olie. Hold dem lune.
Skræl gurkemejeroden (pas på, den farver voldsomt, så brug evt. gummihandsker). Skyl koriander, og hak den fint. Hak også gerne stilkene undtagen den nederste fjerdedel. Hak gurkemejerod groft. Kom gurkemejerod og korianderstilke i en morter sammen med lidt groft salt, og knus det hele til en homogen masse (kan evt. også rives på et fint rivejern). Skær gulerødder og peberfrugt i fine strimler, gerne på et mandolinjern. Sauter gulerødder og peberfrugt i lidt smør/olie ved medium varme, uden at det tager farve. Tilsæt laksakrydderierne og gurkemejerod-blandingen, og rist igennem i 1 minut. Sigt fonden fra kyllingen igennem en finmasket sigte. Kom fonden på gulerødder og peberfrugt, og kog i 2 min. Hæld kokosmælk på, og kog i yderligere 2-3 min. Smag laksaen til med fishsauce, lidt (rør)sukker og limesaft.
Kom de kogte nudler, hakket koriander og kyllingekødet i suppen, og bring den tilbage til kogepunktet. Anret derefter som vist eller anrettet i portionsskåle.
Laksa krydderi indeholder: 20% gurkemejerod, 15% galangarod, 10% citrongræs, 10% bird eye chili, 10% korianderfrø, 10% spidskommen, 5% nelliker, 5% muskatnød, 5% cassiabark, 5% laurbærblade, 5% grøn kardemomme
Kommentarer og forslag til opskriften