0
Meunierestegte rødspættefileter med nye kartofler, persillesovs, mormorsalat og friske ribs

Meunierestegte rødspættefileter med nye kartofler, persillesovs, mormorsalat og friske ribs

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

Rødspættefileter: Krydr fileterne med salt og peber og vend dem i lidt rug eller hvedemel. Steg dem på en medium varm pande i godt med smør og olivenolie. Fiskene steges primært på den ene side i ca. 2 min. til de er pænt gyldne - vend fiskene og steg videre mens du hele tiden "drypsteger" på toppen ved at tage smør fra panden med en spiseske og hælde det over fisken - fortsæt drypstegningen i 1-2 minutter. Krydr igen med lidt salt og peber.

Persillesovs: Smelt 50 gram smør i en, gerne tykbundet, kasserolle, tilfør hvedemel og bag det igennem i et minuts tid ved jævn varme, imens det bruser let uden at det tager farve. Tilsæt nu mælken, først det halve - lad det koge igennem mens du pisker heftigt så alle klumper røres ud - kog det i et minuts tid mens du hele tiden pisker, nu mere moderat - tilsæt det sidste mælk og pisk igennem igen og tilsæt så 2,5 dl piskefløde og lad det koge et par minutter. Smag saucen til med salt, hvid peber og evt. lidt muskatnød. Tilsæt lige før du serverer MASSER af finthakket kruspersille i den brandvarme sovs.

PAS PÅ SOVSEN BRÆNDER LET PÅ! Konstant opmærksomhed, jævn varme og kontinuerlig omrøring/piskning er den eneste udvej. Til gengæld tager det ikke 5 minutter at lave!

Kartofler: Skrub de nye kartofler og kog dem med en god håndfuld salt i vandet. Når de har kogt i ca. 12 minutter tilføres en stor kvist løvstikke og de koges nu møre (det tager 5-7 minutter mere). Hæld straks vandet fra og damp dem lidt af. Tilfør en god klat smør (25 g) og et drys persille, sæt låg på igen - ryst let og server.

Mormorsalat: Pluk evt. de yderste blade af salaten - del den i kvarte eller pluk den i mundrette stykker, skyl og slyng den tør i en salatslynge. Lav en dressing af 1,5 dl piskefløde der røres med æbleeddike, 1 tsk sukker og lidt salt og peber - hæld det over salaten og drys med de friske ribs.

Fif: Her i Skagen serveres en ’Skagbospætter’ ofte med syltede tyttebær eller tranebær - prøv det, det er nemt. Tag én del bær og én del rørsukker og lidt citronskal og bring i kog - sluk og køl af.

Server med citronbåde - aaah og så med en iskold pilsner.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?