Skær avokado i skiver, tomater i tern og peberfrugt i strimler. Pluk bladene af korianderen, og snit stilkene fint. Pil de yderste blade af spidskålen og snit den så fint du kan. Skræl og skær gulerødder i fine strimler - brug evt. et mandolinjern.
Kom couscoussen i en skål, der kan tåle varme. Hæld kogende vand over, så det netop dækker, og tilsæt salt. Lad couscoussen trække tildækket med film i 5 minutter. Hæld overskydende vand fra ved at komme couscoussen i en sigte. Lad den dryppe af i et par minutter.
Varm en pande med neutral olie op til meget høj varme. Når panden er helt varm, lægges oksestrimlerne på i ét lag. Undgå at røre rundt i kødet, da temperaturen på panden således vil falde, og kødet vil koge i stedet for at stege. Laver du mad til 4 personer kan du med fordel gøre det på 2 pander eller over 2 omgange! Når strimlerne har fået godt med farve på den ene side, vendes de, og steges kort på den anden side også. Krydr med salt og peber samt ca. halvdelen af chipotle chilien.
Tag kødet af panden, tilsæt lidt ekstra olie, og lynsteg nu couscous i kødsaften. Tilsæt de hakkede korianderstilke og lidt limesaft, og smag til med salt og peber.
Bland en dressing af creme fraiche, de sidste chipotleflager (gem dog en lille smule til pynt), limesaft, salt og peber.
Server straks anrettet i en skål som vist på billedet på en bund af couscous. Ovenpå couscous lægges avokado i skiver, tomater i tern, peberfrugt i strimler, kødstykker samt snittet kål og gulerødder. Top med creme fraiche-dressingen og drys med chipotle flager og korianderblade.
Chipotle er en jalapeno-chili, der er tørret og røget. Chipotle er en relativt mild chili, der gør den velegnet til mange forskellige retter. Brug den i gryderetter, dressing, mayo eller lav en lækker chilisauce baseret på chipotle. Den røgede smag giver en ekstra dybde, og gør chilien velegnet til gryderetter. Den er også lækker i mayonaise eller marinade, hvis retten lige skal have en pift af chili og røg. Chipotle er især populær i det mexikanske køkken
Kundekommentarer ()