0
Mexikansk butternutsuppe med quinoa, avocado og kuller

Mexikansk butternutsuppe med quinoa, avocado og kuller

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Efterår, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter
Opskriftstype:
Hurtige fiskeretter
Brugerbedømmelser:

Introduktion:

En proteinbombe i mexikansk forklædning. Quinoa er smækfyldt med mineraler og gode fedtsyrer og sammen med røde bønner bliver de til en super-mættende og sund suppe, der smager lige så godt dagen derpå med et godt brød til. 
Den kraftige suppe piftes op med et skud frisk limesaft, avocadoskiver og masser af sprød koriander ved bordet. 

Fremgangsmåde

Skift til simpel visning
1 min.
Suppen:

Squashen skrælles. Det gøres nemmest ved at skære top og bund af squashen, sætte den på højkant og lade en tynd, skarp kniv følge squashens form lige under skindet. Alternativt kan man bruge en tyndskræller.

Del squashen, skrab kernerne ud og skær den i mundrette stykker. Hvis du laver mad til to eller tre, er det ikke sikkert at du skal bruge en hel squash, alt efter hvor stor den er. Sæt squashen over at stege ved ret høj varme i en gryde med låg, der kan rumme hele retten. Den må godt få lidt brune pletter, så får den bare ekstra smag. 

Løget hakkes fint og kommer ned i gryden til squashen. Lad det snurre til det er gennemsigtigt, og tilsæt derefter krydderiet. Hæld vand på til det næsten dækker og lad simre 5-6 minutter.

Tilsæt quinoaen og chillibønnerne og lad det simre under låg til quinoaen er næsten mør, omkring 7-10 minutter. Tilsæt ekstra vand undervejs, hvis det er nødvendigt: Suppen skal være forholdsvis tyk, lidt tyndere end chilli con carne.

Smag til med salt og peber, samt evt. chilli, hvis du gerne vil have suppen ekstra spicy.

20 min.
Fisk:

Fisken duppes tør, skæres i stykker på omkring 7x7 cm og drysses med salt og peber.  Pres saften af 1/4 til 1/2 lime over fisken også. 

Avocadoen skæres i tern eller skiver og dryppes med lidt limesaft.

Resten af limefrugten skæres i både og skal bruges til at presse over suppen ved servering.

Læg fisken forsigtigt ned i suppen, læg låg på og lad den simre 3-4 minutter til fisken lige præcis er tilberedt. 

Top suppen op med avocado og server med limebåde, som man hver især presser ud over suppen, samt evt. ekstra chilli eller chillisauce.

Bonusinfo

Kend din fisk: Kuller

GASTRONOMISK

Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.

Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.

SUNDHED

Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.

Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK

Bonusinfo

Chili con carne krydderi

Ingredienser: Spidskommen, indeholder: Koriander, chili, oregano, merian, sød paprika

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?