Basmatiris: Bring 2 dl vand pr. person i kog sammen med ½ tsk. salt pr. person i en gryde med låg. Tilsæt risene når vandet koger og skru ned til lav varme. Lad risene koge under låg i 12 min. Tag dem af varmen og lad dem trække i 10-15 min. Løsn dem med en gaffel. Drys med lidt gyldentristede sesamfrø (ristes på en tør pande) der er knust let i en morter sammen med lidt fint salt.
Kødboller: Rør kødet sammen med 1/3 af Garam Masala samt lidt salt. Form til boller på størrelse med bordtennisbolde og steg dem ved høj varme på en pande/gryde i neutral olie til de er brune og sprøde. Hæld stegefedtet fra. Tilsæt resten af Garam Masala og rist det igennem i 30 sekunder. Tilsæt tomater og læg låg på. Lad dem simre i ca. 10 min. Tilsæt græsk yoghurt (gem halvdelen til servering), rør sammen og lad det simre i yderligere 5 min. under låg. Smag til med lidt salt, sukker og lidt citronsaft.
Syrlige agurker: Skær agurkerne i tern på ½ cm. Læg dem i en skål og drys med lidt fint salt. Lad dem trække i 15 min. Hæld væden fra og pres citronsaft i. Vend sammen med finthakket rødløg, lidt sukker, hakket mynte samt skiver af rød chili (mængden af chili afhænger af din ønskede styrke). Smag til med citronsaft og sukker.
Anretning: Som vist på billedet eller i skåle/gryder direkte på bordet. Tilsæt klatter af resten af yoghurten lige før servering.
Kundekommentarer ()