
Forvarm ovnen til 160 grader alm. ovn.
Skyl alle grøntsager, og pil og finthak hvidløg og skalotteløg. Skær courgette i tern på ca. 1 x 1 cm. Skyl basilikum, pluk bladene fra stænglen, og hak bladene fint. Gem evt. nogle pæne små blade til pynt.
Læg laksefileterne med skindet opad i et ovnfast fad med lidt olivenolie i bunden. Krydr med salt og peber på begge sider. Sæt fadet i en 160 grader varm ovn i ca. 10-12 min.
Kog pastaen i rigeligt, godt saltet vand i 10-12 minutter. Sigt vandet fra, og gem en lille smule af vandet til senere.
Rist courgetterne af på en meget varm pande i olivenolie. Når de er gyldne, tilsættes hvidløg, som ristes med, til de bliver nøddebrune. Krydr med salt og peber. Tilsæt skalotteløg, og rist igen i 2-3 minutter. Kom tomatpassata på, og kog den lidt ind. Smag til med salt, peber samt evt. lidt sukker.
Kom den kogte pasta over i panden til grøntsagerne og tomatsaucen. Kom et par skefulde pastavand ved, og kog retten ind, så saucen samler sig om pastaen. Vend med plukket og hakket basilikum og revet Bøllingsø (gem lidt til pynt), og smag til med salt og peber.
Fordel 2/3 af pastaen i dybe tallerkener. Top med fisken, som du lige inden servering trækker skindet af. Top med det sidste ost, og pynt med det sidste basilikum.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Fregula er en type pasta fra Sardinien. Det ligner nordafrikanske Berkoukes og Mellemøstlig Moghrabieh. Fregula findes i forskellige størrelser, men består typisk af semulina dej, der er rullet i kugler med en diameter på 2-3 mm og ristet i en ovn.
Bemærk den forholdsvis lange kogetid på 12 minutter!
Bøllingsø er fremstillet af komælk fra Midtjylland. Det økologiske mejeri producerer denne fantastiske faste ost. De fire økologiske landmænd Mads, Gert, Niels og Bjarne gør en dyd ud af, at leve op til de økologiske krav. Osten er en emmentalertype med de karakteristiske store huller og den søde nøddeagtige smag. Den er modnet cirka 8 uger. Osten færdigmodnes på Grand fromages affinageri.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften