Denne ret elsker jeg! Min gode ven kalder den thailandsk biksemad, og jeg kan godt følge ham. Den har en lækker dyb smag fra saucerne sammen med det stegte kød og så en god gang kapow fra chilien.
Kog risene efter anvisning på pakningen med et godt skud salt.
Bland lige dele soya og hoisinsauce med en masse friskkværnet peber (1/2 tsk. pr kuvert) i en lille skål eller kop.
Pil hvidløget, og hak det fint.
Skyl og snit spidskål fint.
Skyl og hak chilien fint.
Skyl og hak thai basilikum groft.
Sæt en pande eller wok over ved middelhøj varme, og tilsæt lidt olie. Kom 1/3 af hvidløget på, og lad det tage let farve. Skru op på fuldt blus, kom den snittede kål i sammen med et skud salt, og sauter i 1-2 min.
Hæld blandingen over på et fad eller i en skål, og gem panden.
Kom ny olie på panden/wokken fra før, og sæt den over på høj varme.
Tilsæt det hakkede svinekød sammen med chili efter smag og resten af hvidløget. Steg i 2 min., inden du tilsætter soyamarinaden og steger i yderligere 1-2 min.
Vend den grofthakkede basilikum i, og sluk.
Rengør panden eller tag en anden pande frem. Tænd på høj varme, og kom godt med neutral olie på.
Når olien er varm, slås æggene ud, som var det til spejlæg. Pas på, det kan godt sprøjte lidt, og skru evt. lidt ned.
Brug en ske til at komme olie henover æggene, så de nærmest bliver fritteret. Efter 2-3 min. er de færdige, når de har en brun sprød kant, men stadig har en flydende blomme.
Anret ris i bunden af en dyb tallerken, og kom det stegte svinekød oven på, toppet af med et fritteret æg.
Server den stegte kål til.
Thaibasilikum ligner lidt almindelig basilikum i udseende og til dels smag, men den er noget mere spids i bladene. Den smager let sødligt, er krydret med noter af peber. Thaibasilikum er fantastisk smagsgiver i det asiatiske køkken og er nærmest uundværlig i fx thailandske retter med kokosmælk.
Kundekommentarer ()