Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skrub og kog kartoflerne møre i vand med lidt salt i 12-15 min. Halvér dem og vend med god olivenolie, salt og peber. Kom dem på en bageplade med bagepapir, og steg dem sprøde i ovnen sammen med auberginerne.
Skyl auberginen og prik den i skindet med en gaffel 10-15 gange. Halvér den og læg auberginen i et ovnfast fad med skærefladen opad. Dryp generøst med en god olivenolie og krydr med salt og peber. Sæt fadet i en 250 grader varm ovn i 20 min. til auberginen er mør og gylden. Skrab det inderste frugtkød forsigtigt ud - undgå at få for meget af skallen med (den skal IKKE bruges). Blend frugtkødet sammen med halvdelen af hvidløgene, god olivenolie (der skal bruges en del), citronsaft (gem lidt til salsaen) samt Baba ganoush krydderiet. Justér evt. med lidt salt og ekstra citronsaft. Ved anretning stænker du med en smule god olivenolie
Skær tomater, peberfrugt og agurk i tern på ca. 5 mm og vend dem sammen med fintsnittede rødløg samt resten af hvidløgene (der er finthakkede). Vend det hele sammen med presset citronsaft. Smag til med lidt sukker, salt og peber. Lad gerne salsaen trække i 10-15 min. før du serverer.
Del fisken i mindre stykker og krydr med salt og peber. Vend dem i mel, dernæst i sammenpisket æg og til sidst i pankoraspen. Steg dem på en varm pande i rigeligt smør og neutral olie (halvt af hver). Drys med lidt salt.
Som vist
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
Kundekommentarer ()