
Spaghetti alla puttanesca betyder, direkte oversat fra italiensk, skøgens spaghetti. Denne yderst velsmagende umamibombe af en italiensk klassiker stammer fra Napoli og er huskokkens absolutte favorit, når det kommer til pastaretter 🍝 Hvorfor den har fået det interessante navn, er der flere teorier om. Én går på de billige ingredienser, der er brugt. En anden teori går på, at den har fået sit navn, fordi selv syvsoverne, der ikke nåede på det lokale marked, kunne lave den ud fra de ingredienser, man som minimum må forventes at have i sit spisekammer (når man er italiener)! På Gastromand.dk kan jeg læse, at deres teori går på, at da retten er forholdsvis hurtig at lave, kunne det jo være fordi de prostituerede i Napoli var så travlt beskæftiget, at de skulle kunne lave noget hurtig mad mellem kunderne. Men det vil vi lade være op til egen fortolkning 😉
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Det er en god idé at starte med at gøre alle ingredienserne klar og komme dem i små skåle hver for sig.
Skyl kapers i koldt vand, og hak dem fint.
Skær ansjoser ud i mindre stykker, og del hver filet i 8-10 stykker.
Pil og hak hvidløg.
Skær den tørrede peperoncino i små stykker.
Skær evt. oliven i skiver.
Pluk og hak basilikum, og gem nogle hele blade til pynt.
Skær tomaterne i mindre stykker.
Riv osten fint.
Kom 1 spsk. god olivenolie pr. person i en sautérpande. Kom hvidløg og peperoncino på, og rist igennem ved medium varme, til hvidløgene lige netop begynder at blive let gyldne. Mængden af peperoncino (chili) er en smagssag, men retten må godt have lidt bid. Tilsæt oliven, kapers og ansjoser, og lad det hele stege 1 minut under omrøring. Kom de skårne tomater på. Lad sugo'en (saucen) simre i 2-3 min. på panden. Smag til med salt og godt med sort peber, og juster evt. sødmen med en smule sukker.
Kog imens linguine efter anvisning på pakken. Kom pastaen over på panden til sugo'en, og lad retten koge igennem. Vend med revet ost (gem lidt til pynt) og hakket basilikum.
Fif: Gem altid lidt af pastavandet til at fortynde sovsen med, hvis den er blevet for tyk.
Tænd ovnen på 170 grader. Del fisken i portionsstykker. Krydr stykkerne med salt og peber, og læg dem i et smurt ildfast fad .Sæt fisken i ovnen, og bag, til den netop er gennembagt. Det tager typisk 8-12 min.
Som vist på billedet. Drys det sidste ost over retten, og pynt med basilikum. Server straks, og spis, mens maden er brandvarm - pasta skal spises med det samme :-)
UMAMIBOMBER SÅ GUDERNE SYNGER
Ansjoser er en umamibombe. De fede og smagfulde fisk er fyldt med sund fiskeolie og omega-3 fedtsyrer, har ingen tungmetaller og den utrolige, balancerede smag skal prøves. De er perfekte til afrundede og delikate tapenader, som smagssætter i supper og fonde, som en ekstra facet i marinader eller bare direkte på friskt brød.
PRODUCERET AF FAMILIEN SGAMBARO
Linguine betyder ”små tunger” på italiensk, og er en klassisk pastatype som egner sig rigtig godt til vongole og blåmuslinger eller bare som de er, med lidt olie, salt og peber samt friskrevet parmesan. Denne smagfulde linguine er udviklet i tæt samarbejde med Signor Sgambaro fra Veneto.
Durumhveden mølles unikt for Il Fornaio i Sgambaros egen mølle. Faktisk mølles durum kernerne hele 6 gange, for at opnå det ønskede resultat. Kun en mindre del af hvedens hårde klid frasorteres. Pastaen presses i bronzeforme og tørres nænsomt.
Med denne unikke process skabes en 50% fuldkornspasta, der både er smagfuld samt bevarer tekstur og smag fra hele durumhveden.
Pecorino Romano D.O.P er fremstillet af fåremælk i den Italienske region Roma.
Pecorino er med sin grynede konsistens meget anvendt i madlavning som riveost, smagen adskiller sig fra parmesan ved at være mere karakteristisk, salt og mere smagfuld.
Fantastisk på frisk pasta - hen over en pizza, i en salat eller blot som et stykke ost med brød.
Pecorino Romano modnes fra 4 måneder til et år.
Peperoncino er en italiensk chili med god styrke, der kan bruges hele i gryderetter og marinader eller hakkes fint. Når din ret har tilpas styrke, kan du evt. fiske chilierne op igen. Peperoncino er dyrket på Sicilien i Italien. Syditalienske peperoncinis varierer normalt fra 15.000-30.000 på Scoville-skalaen.
Peperoncino er populær i det syditalienske køkken (Calabrien), hvor de blandet andet bruges i 'Bomba Calabrese' - en spicy pesto der bruges som dip eller som smørelse på brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften