
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang, og find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Start med at sætte to store gryder vand over - begge med et godt skud salt i. Den ene til pasta og den anden til broccoli.
Skær broccoli ud i små buketter, og den øverste del af stokken i lignende størrelse stykker.
Skær hvidløgsfed i kvarte.
Riv osten fint.
Skær pæren i tynde skiver. Vend pære og rucola sammen i en skål med ca. 1 tsk. citronsaft og 1 tsk. olivenolie pr. kuvert. Krydr med groftkværnet sort peber - ingen salt!
Kog pasta i den ene gryde og broccoli og hvidløg i den anden. Pasta skal koge, til den er al dente efter anvisning på pakken.
Broccoli og hvidløg skal koge i 3-4 min., til de er møre.
Rist raspen under omrøring på en pande med en smule olivenolie, til den er gylden og sprød. Krydr med lidt salt. Læg raspen på fedtsugende papir indtil servering.
Kom de møre broccoli og hvidløg op i en blender sammen med osten, et godt skud olivenolie og lidt kogevand fra pastaen. Blend til en helt lind og cremet sauce, smag til med salt og peber, og juster evt. konsistensen med mere kogevand. Den skal være lidt a la en tomatsauce i konsistens.
Kom den drænede pasta op i panden fra før sammen med broccolisaucen. Sving eller rør det hele godt sammen, så saucen dækker pastaen.
Anret pasta i en dyb tallerken og drys med ristet rasp. Kom salaten i en lille skål på siden.
Velbekomme!
Vi er ret stolte af vores pasta her hos Skagenfood - og vores egen pasta er naturligvis fra Italien. Den produceres i den Marche regionen, specifikt i Campofilone området, i et samarbejde mellem 2 små pasta specialister* der arbejder med pastaen ud fra de håndværks traditioner som er blevet til gennem mange generationer.
Dejen æltes langsomt, inden den ved lav temperatur formes i bronzeforme. Stykkerne fordeles manuelt på tørreriste og de sættes til skånsom tørring i mindst 24 timer ved lav temperatur. Alle processer optimeret til at give den bedst mulige pasta, smag og struktur.
Sedani: Er Rigatonis mindre fætter med riller som holder på saucen.
Sedani har fået navnet fordi den ligner stilken på et bladselleri (bladselleri=sedano på italiensk)
(* = Pastificio Artigianale Leonardo Carassai og Pasta di Mauro)
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften