
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skyl kartofler og græskar grundigt, og fjern evt. urenheder. Halvér græskarret, og fjern kernehuset.
Skær både græskar og kartofler i grove både, og vend dem med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber. Bag dem på en bageplade i ca. 25 min., til de har taget farve, og er møre.
Sæt perlespelten over at koge i en gryde med rigeligt, godt saltet vand i ca. 15 min., til den er mør.
Pluk salaten ud i blade, og skyl dem grundigt. Halvér de største af bladene med en kniv.
Riv lime fint på et rivejern, og gem til senere.
Rør en dressing af chilisauce, yoghurt og limesaft. Bemærk, at du selv kan styre, hvor stærk og syrlig den skal være.
Rist nødderne på en pande, til de har taget lidt farve, og hak dem groft med en kniv.
Dræn perlespelten for vand, og smag dem til med lidt olivenolie, salt, friskkværnet peber og den revne limeskal.
Anret spelten på en tallerken med salatblade og bagt grønt ovenpå. Slut af med at komme chilidressingen og de hakkede nødder over.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften