
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 230-250 grader varmluft. Sæt gerne en pizzasten ind, hvis du har.
Snit rødløgene helt tyndt med en skarp kniv. Pisk en syltelage sammen af lige dele eddike og sukker. Du skal bruge nok til at den lige kan dække løgene. Lad løgene trække i lagen til servering.
Skær squashen i tynde skiver med en kniv. Pluk svampene ud i mundrette stykker med fingrene. Snit hvidløget i tynde skiver.
Rul dejen tyndt ud på et let melet bord. Fordel et par skefulde mascarpone rundt og læg squashskiverne tæt. Kom hvidløg og svampe ovenpå og kom et par dråber olivenolie rundt. Krydr med salt og groftkværnet sort peber.
Bag til pizzaen er gylden og gennembagt - ca. 10-15 min alt efter ovn.
Riv osten over pizzaen når den kommer ud af ovnen. Og server med rucola og syltede løg ovenpå, eller som salat på siden.
Vores økologiske pizzadej på surdej er lavet på 100% italiensk Tipo 00 og durummel. Dejen er fermenteret med surdej og er koldhævet i minimum 24 timer før den pakkes.
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften