
En quesadilla er en tortilla, oftest en hvedemels-tortilla, men ofte også en majstortilla, som er fyldt med ost og derefter grillet eller stegt.
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Dræn og skyl kidneybønnerne i en sigte. Skyl koriander, pluk bladene fra, og kom dem i iskoldt vand. Hak korianderstilkene fint. Snit kålen, så fint du kan. Smuldr osten i små bidder.
Steg det hakkede grisekød i lidt neutral olie på en brandvarm pande i et par min. Kom halvdelen af kålen ved sammen med de drænede og skyllede bønner. Kom krydderierne (gem en smule til pynt) og de hakkede korianderstilke på, og rist med i 1 minut. Smag til med salt og peber samt lidt revet limeskal og -saft. Sluk for blusset, kom det hele i en skål, og lad det køle lidt af.
Tør panden, hvorpå du stegte kødet, med lidt køkkenrulle, og kom lidt olivenolie på. Kom en tortilla på panden, og lad varmen stå på 2/3 styrke. Fordel små stykker ost på tortillaen. Steg den i et minuts tid, og kom gris på. Læg derefter endnu en tortilla på. Lad quesadillaen stege på den ene side, mens du presser den let sammen med en paletkniv.
Vend quesadillaen, når det er muligt, og steg på den anden side, til den også er sprød på denne side. Gentag dette, til du har brugt alle tortillas og fyld. Hold evt. de første lune i en ovn, indtil de alle er færdige.
Som vist på billedet. Skær de færdige quesadillas ud i passende trekanter, drys med de plukkede korianderblade og drys evt. med ekstra krydderiblanding.
Servér limebåde og resten af kålen til.
Mexicansk krydderiblanding indeholder:
35% spidskommen 10% paprika, 10% chipotle chili, 10% oregano, 10% sort peber, 10% ancho mulato chili, 5% pasilla chili, 5% løgpulver, 5% hvidløgspulver
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften