Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl hvidløg, og hak det fint med en skarp kniv. Kom 4 dl vand pr. person i en gryde, og tilsæt en smule salt. Bring vandet til kogepunktet.
Det er nemmest at lave risotto i en pande med høje kanter og teflonbelægning. Du får nemlig det bedste resultat, hvis du kan ”svinge” risottoen.
Sæt panden over ved høj varme, og tilsæt et par spsk. god olivenolie. Sautér hvidløg, uden at de tager farve. Når løgene begynder at blive møre, tilsætter du risene. Lad dem stege med et par minutter, mens du rører jævnligt. Tilsæt nu ca. 3/4 af det kogende vand til panden.
Nu skal risene småkoge i ca. 14 minutter. Sæt et ur. De skal stå og boble stille og roligt. Du behøver ikke røre i panden, men du kan tjekke engang i mellem, at der ikke er noget, der brænder på. Hvis vandet koger hurtigere væk end beregnet, kan du tilsætte en smule mere varmt vand.
Skær agurken i små tern. Halvér tomaterne, og skær fennikelen ud i tynde både.
Pluk oregano ud i blade, og riv osten fint.
Find en pande eller gryde frem, og sæt den over ved mellem varme med lidt olivenolie. Steg fennikel i 3-4 min., og lad dem gerne tage lidt farve. Tilsæt så tomaterne, og lad dem stege med 1-2 min., så de smider lidt saft, og begynder at blive møre. Krydr med lidt salt, og vend godt rundt.
Efter ca. 14 minutter skal risene gerne være møre med en smule bid, og væsken skal være kogt godt ind. Hvis risene ikke er møre, tilsætter du lidt mere varmt vand, og koger dem lidt mere. Ellers giver du risene et sidste opkog, og trækker panden væk fra varmen. Tilsæt et par tern smør, alternativt lidt olivenolie, og den fintrevne ost.
Nu svinger du så med panden, og vender risottoen sammen, indtil al ost og smør er smeltet. Smag risottoen til med fintrevet citronskal, salt og peber. Har du svært ved at svinge med panden, kan du røre risottoen sammen med en ske.
Anret risottoen i en dyb tallerken med stegt fennikel og tomat ovenpå. Drys med agurketern og frisk oregano, og spis med det samme.
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
Kundekommentarer ()