Grønt: Skrub kartoflerne godt og fjern den træede ende på aspargeserne ved at brække dem af. Skær toppene af gulerødderne - men bevar 3 cm af det grønne - og skrub dem godt. Trim forårsløgene og del dem en gang på midten. Kog kartoflerne møre i en stor gryde velsaltet vand. Tilsæt gulerødderne i de sidste 4-5 min. - og asparges og forårsløg i de sidste 2-3 min. Smelt imens 4 spsk. smør ved middelvarme til det stille og roligt er brunet og dufter nøddeagtigt – det må endelig ikke branke - så hold temperaturen i ro! Striml ramsløgene helt fint. Hæld vandet fra kartofler og grøntsager, vendt dem forsigtigt med smør og ramsløg og anret.
Fisk: Skær fisken ud i pæne ensartede portionsstykker og vend dem i et tyndt lag hvedemel blandet med salt og peber. Varm lige dele smør og olie op på en pande, lad det bruse af og rist stykkerne gyldne og møre på begge sider.
Ærteskum: Kom ærter og mælk i en gryde og varm op til simrepunktet. Tag straks gryden af varmen og hæld det over i en blender. Kør massen så glat som muligt og sigt den derefter igennem et klæde. Rør lidt smør i og smag til med salt og peber. Kom igen blandingen i blenderen og pulsér til det er skummet godt op. Server straks!
Server sammen med groft kernerugbrød og en sprød grøn salat med mormordressing.
Ramsløget findes helt naturligt i mange danske skove, typisk fra midt marts til maj. Vi kan vi derfor kun anbefale, at du stikker et smut i skoven og plukker ramsløg til et par omgange mere, når du har spist denne portion. Du kan både bruge bladene og selve løget, som gror under jorden.
Ramsløg gror oftest som store, brede områder i bunden af særligt løvskov, men du kan også være heldig at finde dem i parker. Ramsløg kan godt lide, at jorden er fugtig. Pluk forsigtigt de blade du skal bruge, så der både er nok til andre og til næste år.
OBS!! Vær opmærksom på, at ramsløget kan forveksles med den giftige liljekonval, høsttidløs og dansk arum. Ramsløget kan dog genkendes på både smagen og den kraftige duft af hvidløg, som ingen af de andre planter har. Er du i tvivl, så lad dem stå.
Kundekommentarer ()