
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Læs opskriften grundigt igennem, inden du går i gang med at lave maden.
Fileterne saltes, foldes sammen på langs, og foldes derefter en gang til, så de ligner små pakker.
Skær top og bund af hokkaidoen, og del den i halve.
Kernerne skrabes ud med en ske, og kødet skæres ud i mundrette strimler.
Hokkaidoen steges et par minutter i hed olivenolie på en stor pande.
Tilsæt derefter ratatouille-krydderiet, og vend godt rundt.
Tilsæt en lille spsk. honning pr. person til panden efterfulgt af 1-2 spsk. balsamico pr. person.
Lad hokkaidoen simre ved svag varme under jævnlig omrøring i 7-10 min., til hokkaidoen er mør og glaceret.
Hvis panden bliver for tør undervejs, tilsættes en smule vand.
Imens hokkaidoen steger:
Pæren deles i kvarte, kernehuset skæres ud, og pærebådene skæres i tynde både.
Græskarkernerne ristes et minuts tid i olivenolie på en pande.
Lad kernerne dryppe af på papir, og krydr godt med salt.
Fiskepakkerne fordeles ovenpå hokkaidoen i panden. Lad retten dampe et par min. under låg, til fisken lige er tilberedt.
Salaten rives i mindre stykker, og fordeles på et stort fad. Fordel pærerne ovenpå, top op med hokkaido og til sidst fisk.
Dryp med evt. væske fra panden, god balsamico og olivenolie. Krydr til slut med salt og peber.
~Velbekomme ~
Ratatouillekrydderi indeholder:
25 % basilikum, 25% timian, 25% havsalt, 15% rosmarin og 10% sort peber
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften