
Pil jomfruhummerne og fjern tarmstrengen – frys gerne hoved, kløer og skaller og brug dem til en suppe. Smelt smørret på en pande, tilsæt hummerhalerne og sauter et øjeblik uden de tager farve. Hæld hvidvinen i, krydr med salt og peber og rør godt til vinen er kogt næsten væk – det bør ikke tage mere end 1 minuts tid. Tag panden af varmen, rør ½ bundt strimlet basilikum i og smag til med salt og peber. Lad halerne trække og køle lidt ned, mens resten klargøres.
Rens jordbærrene og skær dem i kvarte. Skær ananas- og avokadokød i tern og bræk den skyllede salat i mundrette bidder. Dressing: Pisk olie, eddike, honning, ½ tsk. dijonsennep, salt og peber sammen og smag til – evt. med mere sennep. Anret salatstykkerne på et flot fladt fad og fordel jordbær, ananas, avokado og hummerhaler dekorativt ovenpå. Dryp med dressingen, drys med pinjekerner og riv resten af basilikumbladene henover.
Server straks - bare med godt italiensk brød og smør til - eller bredbåndet pasta vendt i cremet citronsauce.
Tip: Du kan bruge mango i stedet for ananas.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften