1. Kom risene i en sigte, og skyl dem grundigt under rindende vand i 2-3 minutter. Kog 5 dl vand (pr. pose ris) op med ½ tsk. salt. Tilsæt skyllet og drænet ris, og når vandet igen koger, røres en gang i risene, og der skrues ned, så de netop simrer (på varmeinterval 2-3 stykker). Kog risene under låg i ca. 15-20 minutter, til alt vandet er optaget i risene. Sluk, lad risene hvile under låg i 5-10 minutter, og slå dem derefter løse med en gaffel.
2. Lav derefter en dressing. Flæk chilipeberen på langs, fjern kerner og skær chilipeberen i bittesmå tern. Kom chilipeber, hakket hvidløg, skyllede og hakkede persillestilke (persillebladene skal bruges til salaten) og 1 tsk. sukker pr. person i en morter. Knus det hele til en fin pasta, og tilsæt limesaft og fishsauce.
3. Skær hjertesalaten i rustikke, mundrette stykker. Skræl glaskålet. Skær glaskål og peberfrugt i fine strimler (julienne) på et mandolinjern. Skyl det hele, og slyng det tørt. Vend med dressingen og persilleblade. Drys til sidst med ristede jordnødder.
4. Del fisken i portionsstykker, og krydr dem med salt og peber på begge sider. Vend fisken i en blanding af lidt hvedemel og sesamfrø. Hæld lidt neutral olie (eller kokosolie) på en varm pande, og steg til fisken er gylden. Tilsæt små klatter smør, og lad det bruse op. Vend fisken, og steg på den anden side i max 1 min. Server straks.
5. Anret som vist på billedet.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()