Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Pil hvidløgene, og snit dem fint. Dræn de sorte bønner for vand.
Sæt en stor gryde vand med et skud salt over at koge til senere.
Find en pande eller gryde, der passer i størrelsen, til det antal kuverter, du skal lave mad til. Tilsæt lidt olivenolie, og sautér hvidløg og sorte bønner sammen i 1-2 min. Tilsæt de hakkede tomater, ca. 1/2 dl. vand pr. kuvert og lidt salt. Lad det hele simre i 5-7 min.
Lav en lille fordybning pr. æg i shakshukaen med en ske. Slå æggene ud i fordybningerne, og dæk panden med et stykke folie, eller et låg der passer.
Lad panden stå på laveste blus, og lad æggene pochere, til hviden er sat, og blommen stadig er smilende. Husk at krydre æggene med salt og friskkværnet peber.
Nip stilken af bønnerne, og kog dem herefter 5-7 min. i det spilkogende vand, til de er møre med let bid.
Hak persillen fint, både stilke og blade, med en skarp kniv.
Pisk en vinaigrette af sennep og lige dele lys eddike og olivenolie. Du skal bruge ca. 1 spsk. færdig vinaigrette pr. kuvert. Smag til med lidt salt og friskkværnet peber.
Sigt vandet fra bønnerne, og lad dem dampe lidt af. Vend dem herefter med vinaigretten.
Anret shakshukaen på bordet, og drys små stykker af friskost, persille og den røgede chili over. Kom bønnerne på siden.
Queso fresco er en lækker sag, som vi og Grand Fromage selv har udviklet i samarbejde med det lille landsbymejeri i Onsild i Nordjylland. Ideen blev født da vi var på udkig efter en dansk ost, der mindede om den mexicanske Oaxaca ost "queso fresco". Osten fremstilles af økologisk mælk fra køer der bl.a græsser på engdragene langs Gudenåen. Ostens oprindelse er Mexico og Sydamerika hvor den anvendes i mange retter. Osten er mild og med en fin mælkesmag, hvilket også gør den egnet til stegning.
Kundekommentarer ()