
Start med at skrælle hvidløg og rødløg. Skær rødløg i både og snit hvidløget fint. Skyl rød peber og snit dem i grove ringe.
Sæt en stor pande over ved mellem varme og tilsæt et godt skud olivenolie. Sautér rød- og hvidløg et par minutter. Tilsæt så rød peber og lad det stege lidt med. Dræn kikærterne og tilsæt dem til panden, sammen med de hakkede tomater og harissa.
Tilsæt ca. 1/2 dl vand pr kuvert og krydr med salt og friskkværnet peber. Lad det småsimre 10-15 min.
Imens shakshukaen simrer kan du plukke salaten ud i blade og skylle dem. Tynd yoghurten en smule med vand og smag den til med lidt salt.
Lav en lille fordybning i shakshukaen med en ske. En fordybning pr æg. Slå æggene ud heri og dæk panden med et stykke folie.
Lad panden stå på laveste blus og lad æggene pochere til hviden er sat og blommen stadig er smilende. Husk at krydre æggene med salt og friskkværnet peber.
Servér shakshukaen på en tallerken med et æg til hver. Kom salaten på siden og slut af med et par skefulde yoghurt ovenpå.
Velbekomme!
Harissa er en nordafrikansk tyktflydende stærk chilisauce med bla. hvidløg, kommen, spidskommen og koriander. Den er især fremstillet og brugt i Tunesien og er central i det tunesiske køkken – men bliver brugt overalt i Nordafrika og Mellemøsten.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften