
Sommersalat: Halver agurken på langs og skrab kernerne ud. Skær agurken i små tern, vend dem med et godt drys salt og lad dem dryppe af i et dørslag i en times tid. Rens radiserne og skær dem i tynde skiver. Rør rygeost, flødeost og mayonnaise sammen og smag til med lidt salt og et godt kværn peber. Vend agurk og radiser i og smag til.
Kartofler: Skrub kartoflerne godt og kog dem møre i velsaltet vand. Vinaigrette: Pisk imens 3 spsk. olie, hvidvinseddike, presset hvidløg, dijonsennep, sukker, salt og peber sammen og smag til. Snit purløget helt fint og rør det i. Halver evt. de varme kartofler og vend dem sammen med vinaigretten. Smag til og server straks.
Laks: Smelt smør og 2 spsk. olie sammen på en pande. Skær laksen i portionsstykker (hvis det ikke allerede er gjort). Krydr stykkerne med salt og peber og læg dem på panden på skindsiden ved middel varme. Lad stykkerne stege stille og roligt i ca. 10 min. (til skindet er sprødt og gyldent). Vend dem forsigtigt og steg i yderligere 1-2 min. til kødet er mørt.
Server sammen med en sprød grøn salat og godt brød.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Rygeosten er den eneste ægte danske ost, der ikke er inspireret fra udlandet. Ostetypen har sin start på Fyn i 1800-tallet, hvor den blev lavet ude på mange gårde. Dette er også årsagen til at det ofte kaldes “Fynsk Rygeost”. Nogle mener, at rygeosten dog kan spores helt tilbage til vikingetiden. Denne gamle danske specialitet har Gundestrup Mejeri specialiseret sig i at producere.
Striberne på osten stammer fra den rist, som osten ligger på mens den ryges.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften