
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Det er en god idé at starte med at gøre alle ingredienserne klar og komme dem i små skåle hver for sig. Husk at sætte en gryde med vand over kog til pastaen. Husk vandet skal smage af salt som middelhavet.
Kom en generøs mængde god olivenolie (1 spsk. pr. person) i en sautérpande, og kom hvidløg og peperocini på. Rist igennem ved medium varme, til hvidløgene lige netop begynder at blive let gyldne. Mængden af peperocini er en smagssag, men retten må godt have lidt bid. Tilsæt hasselnødder, og lad dem stege med i 1 minut under omrøring. Kom de skårne palmekål på, og rist igennem i 2-3 min. Smag til med salt og godt med sort peber.
Kog imens pastaen i rigeligt godt saltet vand, så den ikke klistrer sammen. Pastaen skal kun koge i 2-3 min.
Kom pastaen over på panden med palmekål, og vend det hele rundt med revet parmesan (gem lidt til pynt) og hakket basilikum.
Soigner fisken, og del den i portionsstykker. Krydr fisken med salt og peber på kødsiden - ikke på skindet! Steg fisken i 2-3 min. på skindsiden i lidt olie på en varm pande. Læg gerne et let pres på fisken de første ca. 30 sekunder, evt. med en tallerken. Dette forhindrer, at fisken buer/trækker sig sammen, og dermed opnår du det sprødeste skind. Skru ned for blusset, og lad fisken stege videre på skindsiden, til kødet netop begynder at få en mælkehvid farve. Tilsæt et par små klumper smør, og lad det bruse op.
Vend fisken, og tæl til 10. VOILA - nu er fisken klar til servering.
Som vist på billedet.
Bonusinfo om orecchiette pasta:
Navnet betyder oversat fra italiensk ”små ører” og hentyder til formen på pastaen. Orecchiette er en type pasta, som bruges især i den italienske region Puglia, men også andre dele af det sydligste Italien.
Brug af orecchiette kan følges helt tilbage som egnsret i Puglia omkring byen Bari til før 500 tallet. Der er fundet et dokument fra slutningen af 500 tallet vedr. en pige, som skulle overtage faderes bageri, og hvor de fremhæver hendes fremragende evner til at lave Orecchiette. Når de håndlaves, er det tommelfingeren, som laver den karakteristiske form, som er dejligt velegnet til at gemme/samle ekstra pastasauce inde i. De typiske egnsretter i Bari laves med især cime di rapa (toppe af unge majroer) eller med blomkål, broccoli og andre grøntsager. Men i andre dele af Syditalien også med tomatsauce.
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
Peperoncino er en italiensk chili med god styrke, der kan bruges hele i gryderetter og marinader eller hakkes fint. Når din ret har tilpas styrke, kan du evt. fiske chilierne op igen. Peperoncino er dyrket på Sicilien i Italien. Syditalienske peperoncinis varierer normalt fra 15.000-30.000 på Scoville-skalaen.
Peperoncino er populær i det syditalienske køkken (Calabrien), hvor de blandet andet bruges i 'Bomba Calabrese' - en spicy pesto der bruges som dip eller som smørelse på brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften