
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Flæk squashen på langs, og rids den lidt i "kødet" med en kniv.
Bland tomatpuré og paprika i en skål, og rør ca. 1 spsk. vand og 1 spsk. olivenolie pr. kuvert i. Gnid squashen med blandingen, og krydr med lidt salt. Bag squashen ca. 20 min. i et ildfast fad med skærefladen op, til den er mør.
Sæt en stor grydefuld vand over at koge til fisken. Du skal bruge ca. 1 liter vand pr. kuvert.
Kom perlebyg i en kasserolle, og dæk rigeligt med vand. Tilsæt lidt salt, og kog ca. 15 min., til de er møre.
Skær æblet i små tern, og hak skalotteløget super fint med en skarp kniv.
Skær fisken i kuvertstykker. Når vandet koger, slukker du for gryden, tilsætter fisken, og lader den trække færdig ca. 10 min. under låg. Tag fisken op af gryden, og træk skindet af.
Dræn perlebyg for vand, og vend dem sammen med løg og æbler. Smag til med lidt salt.
Anret i en dyb tallerken med bagt squash og fisk ovenpå. Slut af med en klat yoghurt på siden.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften