Skyl quinoaen grundigt i en sigte med koldt vand. Kom den skyllede quinoa i en gryde, og tilsæt vand, så det dækker. Kog i 10 min., sluk og lad quinoaen trække i yderligere 10 min. Krydr med salt og lad quinoaen køle lidt af i en sigte, så evt. overskydende væde kan dryppe fra.
Snit sommerkålen super tyndt med en skarp kniv. Skyl agurken, flæk den på langs og fjern kernerne. Skær resten af agurken i små tern.
Vend agurk og kål med kimchimarinaden, masser af fintrevet limeskal og limesaft (gem lidt saft til avokadoen).
Pluk basilikum ud i blade og vend dem i kålen.
Rist nødderne på en tør pande, til de har taget en smule farve. Hak dem groft med en kniv.
Halvér avokadoerne og fjern stenen. Pil kødet ud i to hele stykker med en ske. Brug panden fra før, varm den op igen og tilsæt en smule olivenolie.
Steg avokadoerne på den flade side til de har taget godt med farve - ca. 3-4 min. Krydr dem godt med salt, friskværnet peber og lidt limesaft.
Smag quinoaen til med lidt olivenolie og salt. Anret den i bunden af en dyb tallerken med kimchikål og avokado ovenpå. Slut af med at drysse nødder over retten.
Velbekomme!
Kimchi som i udgangspunktet er mælkesyre fermenteret napakål (kinakål) er i Korea en ufravigelig og fuldstændigt uundværlig del af basiskosten. Koreanerne spiser den til alle måltider, som en form for relish der bruges som ingrediens i et utal af koreanske retter, og dermed konsumeres i enorme mængder.
Kundekommentarer ()