Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
Skrub kartoflerne grundigt, kom dem over i en gryde med vand, så det dækker, og et godt skud salt. Lad kartoflerne koge i 5-7 min., sluk så for gryden, og lad dem trække under låg indtil servering.
Pluk blomkålen ud i buketter, og vend dem med et par dråber olivenolie, salt og friskkværnet peber. Bag buketterne på en bageplade i 15-20 min., til de har taget lidt farve, og er blevet møre med bid.
Bemærk, at hvis du laver mad til 1-2 kuverter, kan du undgå ovnen, og blot stege blomkålen på en pande.
Kom creme fraiche op i en lille kasserolle, og giv den et opkog (creme fraichen skal kun lige op at koge kortvarigt).
Lige inden servering, kommer du ærterne op i creme fraichen, og giver den et nyt opkog, blot så ærterne lige får varme. Smag til med salt, masser af friskkværnet peber og fintrevet citronskal.
Sæt en pande over ved høj varme, og tilsæt en god mængde olie til panden.
Dup fileterne tørre med et stykke køkkenrulle, og krydr dem med salt.
Steg fileterne på skindsiden i 3-4 min. Vend derefter, og steg i maks. 30 sek. Steg gerne fileterne over to gange, hvis du laver mad til 3-4 kuverter.
Anret kartofler og fisk på en tallerken med den bagte blomkål på siden. Slut af med at komme stuvede ærter over retten, og kom evt. et par dråber citronsaft over fisken.
Kommentarer og forslag til opskriften