Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Krydr med salt og peber, og læg den til side til senere - ikke på køl.
Pluk hjertesalaten ud i blade, og læg dem i iskoldt vand til senere.
Skær squashen i ca. 1/2 cm tykke bånd/skiver på langs. Steg dem på en pande ved meget høj varme i 1 lag af gangen i 1-2 minutter, så de tager godt med farve. Når de alle er stegt, kommer du dem op i skål sammen med et godt skud olivenolie, fintrevet skal og saft fra citronen og salt og friskkværnet peber.
Pluk dilden ud i blade, og snit stilkene fint med en skarp kniv. Vend blade og stilke op i skålen med squash.
Pil løg og hvidløg, og hak begge dele super fint med en skarp kniv. Gem til senere.
Kom lidt olivenolie i en kasserolle. Lun den op til mellemhøj varme, og sauter løg og hvidløg, uden at de tager farve. Når de er møre, tilsætter du de drænede bønner. Lad dem varme godt igennem, tilsæt ca. 1/2 dl vand, og riv parmesanen fint ned i gryden. Træk gryden af varmen, og vend det hele grundigt rundt. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Varm en pande op til høj varme. Tilsæt en smule olie, og steg makrelfileterne i 3-4 minutter på skindsiden, til de har taget godt med farve. Giv dem evt. et let tryk, så skindet kommer helt ned mod panden de første 30 sekunder af stegningen. Når fisken har stegt på skindsiden, vender du dem om, og steger dem færdig i ca. 30 sekunder på kødsiden.
Dræn salatbladene, og vend dem sammen med squashen. Anret de hvide bønner på en tallerken sammen med salaten og den stegte makrel.
Velbekomme!
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
Kundekommentarer ()