0
Stegt kullerfilet med couscous
Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Efterår
Tilberedningstid:
30 minutter
Allergener:
Hvede, Soya, Sesam, Nødder, Jordnødder

Fremgangsmåde

Perlecouscous: Kog perlecouscous (alm. couscous kan godt bruges) i rigeligt letsaltet vand i ca. 7-8 min. Dræn vandet fra i et dørslag og giv dem et chok med koldt vand i 10 sekunder. Kom de kogte perler i en skål og vend med det samme lidt god olivenolie i. Snit rødløg, hak hvidløg og pluk og hak basilikum og vend det i sammen med tern af tomat og agurk. Smag til med salt, peber, tabbouleh krydderi (tørret dild kan benyttes) og lidt citronsaft - lad det gerne trække i 10 min. inden du serverer.

Fisk: Skær fisken i portionsstykker og lav evt. 2-3 fine rids i skindsiden med en skarp kniv. Krydr med salt og peber og steg fisken i 2-3 min. på skindsiden i lidt neutral olie på en varm pande. Skru ned for blusset og lad fisken stege videre (stadig på skindsiden) til kødsiden netop begynder at få en mælkehvid farve. Tilsæt evt. et par små klumper smør til panden og lad det bruse op. Vend fisken og tæl til 10 - så er fisken klar til servering.

Anretning: Som vist på billedet - med et stykke citron.

*Tabboulehkrydderi: Rist 1 spsk. spidskommen og ½ spsk. korianderfrø på en tør pande og knus dem i en morter - bland med 1 spsk. sød paprika, salt og sort peber.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Kend din fisk: Kuller

GASTRONOMISK

Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.

Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.

SUNDHED

Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.

Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK

Bonusinfo

Tabbouleh krydderi indeholder: 50% spidskommen, 25% koriander, 10% persille, 10% mynte, 5% sort peber.

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.