0
Stegt kulmule med bacon-stegte grønne bønner, Krystal Karl, bulgur og rucola

Stegt kulmule med bacon-stegte grønne bønner, Krystal Karl, bulgur og rucola

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Sommer
Tilberedningstid:
25 minutter
Opskriftstype:
Hurtige fiskeretter

Fremgangsmåde

Skjul tidslinje
0 min.
Lad os starte med:

Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.

OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.

bulgur
1 min.
Bulgur

Kog bulgur i rigeligt vand i 5-6 min. Lad dem dræne og køle lidt ned i en sigte. 

bacon i terngrønne bønnerrucolakrystal karlcitron
2 min.
Bacon-stegte grønne bønner, bulgur & rucola

Nip bønnerne, og skyl dem grundigt. Steg bacon på en pande uden fedstof. Når baconen er sprød, tilsættes bønnerne, og det hele steges i 8-10 min., til bønnerne er helt møre og gerne gyldne. Vend de stegte bønner og bacon med den kogte lune bulgur, skyllet rucola samt revet Krystal Karl. Smag til med salt, peber, lidt god olivenolie, fintrevet citronskal og citronsaft.

kulmulefilet med skind
20 min.
Fisk

Del fisken i portionsstykker. Steg dem på skindsiden på en varm pande i neutral olie. Når fisken begynder at blive mælkehvid ca 8 min, tilsættes et par klumper smør. Krydr med salt og peber, og vend fisken og steg videre i ca. 2-3 min. Drypsteg med stegesmørret i et par min., og krydr også på denne side. 

25 min.
Anretning

Som vist på billedet. 

 

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Kend din fisk: Kulmule

GASTRONOMISK

Kulmulens kød er hvidt og meget saftigt og er, sammenlignet med torskens kød, nemmere at holde saftigt ved tilberedning. Det ferske kød kan virke meget løst, men det samler sig ved tilberedning.

Kulmulen er især en delikatesse i Sydeuropa, men er også de senere år blevet mere værdsat i Danmark. Det er dog fortsat Sydeuropa, der aftager hovedparten af de kulmuler, der landes i Danmark. I Sydeuropa har man desuden tradition for også at spise kulmulens rogn.

Som andre torskefisk kan kulmulen tilberedes på flere forskellige måder. Den er særligt saftig og smagfuld som stegt, grillet eller bagt.

SUNDHED

Kulmulen er en meget mager fisk med kun 0,4 g fedt/100g. Den har et proteinindhold på ca. 16,5g/100g. Til gengæld er den særligt rig på selen, kalium og kalcium.

Læs mere om kulmule her > KEND DIN FISK

Bonusinfo

VIGTIG INFO:
På grund af grønne bønners naturlige indhold af stoffet lektiner - anbefaler fødevarestyrelsen at koge bønnerne i 5 til 10 min. afhængig af størrelse. Det gælder også, hvis bønnerne efterfølgende skal pandesteges.

Bonusinfo

Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.

Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!

- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.

Alt sammen med et formål: Maximal Umami!

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.