Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Krydr med salt og peber, og læg den til side til senere - ikke på køl.
Sæt en stor gryde vand over med godt saltet vand. Bring den i kog, og lad majsene koge i vandet i ca. 5-10 minutter med bladene på.
Tag herefter majsene op af vandet, og lad dem ligge til senere.
Skræl kartoflerne, og kog dem i rigeligt vand i ca. 10 minutter med et godt skud salt, til de lige nøjagtig er møre. Lad dem trække i vandet til servering.
Pil bladene af majskolben, og skær majsene fri med en kniv. Sørg for at få det hele med.
Del agurken på langs, og skær den ud i små tern. Snit skalotteløget super fint med en skarp kniv.
Pluk dilden ud i blade, og hak stilkene fint med en kniv.
Vend agurk, majs, skalotteløg, dildblade og -stilke sammen med kærnemælken, og smag det hele til med salt og friskkværnet peber.
Sæt en pande over ved høj varme, og tilsæt en smule neutral olie. Læg fisken på panden med skindsiden nedad, og giv evt. fisken et let tryk med en palet de første 30 sekunder af stegningen. Steg fisken i alt ca. 3-4 minutter på skindsiden, vend den herefter, og steg den ca. 30 sekunder på den anden side. Har du en klat smør, kan du med fordel tilsætte den til panden, lige når du vender fisken.
Hæld vandet fra kartoflerne, og vend dem med lidt smør eller en god skefuld olivenolie. Anret majssalaten på en tallerken sammen med kartoflerne og den stegte makrel.
Velbekomme!
Kundekommentarer ()