0
Stegt kulmule med spidskål, ærter og mynte-yoghurt

Stegt kulmule med spidskål, ærter og mynte-yoghurt

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Sommer
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

Kartofler: Skrab/skrub de nye kartofler og kog dem i vand med salt i 12-15 min. Dræn vandet fra og tilsæt med det samme et par generøse klumper godt smør til gryden. Læg låg på igen og ryst lidt rundt. Lad kartoflerne trække i 5 min. under låg.

Fisken: Start med at sikre dig at alle skæl er fjernet fra fisken. De kan nemt skrabes af med en kniv (gør det i køkkenvasken, da det godt kan svine lidt). Soigner fisken og lav 2-3 fine rids i skindsiden med en skarp kniv. Krydr med salt og peber. Steg fisken i 2-3 min. på skindsiden i lidt olie på en varm pande. Læg letknuste upillede hvidløgsfed på panden og lad dem stege sammen med fisken. Skru ned for blusset og lad fisken stege videre (stadig på skindsiden) til kødet netop begynder at få en mælkehvid farve. Tilsæt et par små klumper smør og lad smørret bruse op. Vend fisken og tæl til 10, så er fisken klar til servering.

Mynte yoghurt: Pluk myntebladene og skyl dem i koldt vand - hak dem fint og rør op med yoghurten - smag til med lidt salt, sukker og peber samt lidt fintrevet citronskal og citronsaft. Lad den trække 10 minutter.

Spidskål og ærter: Fjern evt. de yderste blade på spidskålen, flæk den på midten og læg kålen på en bred gryde med en skærefladen nedad, tilsæt ½ dl vand, en god klat smør, lidt salt og citronsaft. Kog under låg i 2 minutter, fjern derefter låget og lad det koge til vandet er fordampet. Fortsæt "kogningen" - der nu, da vandet er fordampet, går over i en stegning. Når kålen er gylden på skærefladen tilsættes de bælgede ærter sammen med 2-3 spsk. vand og låget kommes på igen, når vandet er fordampet igen er både ærter og kål færdig. Vend kålen og kom det på en tallerken eller fad. Lad en god klat af det gode mynte yoghurt ”smelte” ned mellem bladene. Krydr med salt og peber.

Bonusinfo

Kend din fisk: Kulmule

GASTRONOMISK

Kulmulens kød er hvidt og meget saftigt og er, sammenlignet med torskens kød, nemmere at holde saftigt ved tilberedning. Det ferske kød kan virke meget løst, men det samler sig ved tilberedning.

Kulmulen er især en delikatesse i Sydeuropa, men er også de senere år blevet mere værdsat i Danmark. Det er dog fortsat Sydeuropa, der aftager hovedparten af de kulmuler, der landes i Danmark. I Sydeuropa har man desuden tradition for også at spise kulmulens rogn.

Som andre torskefisk kan kulmulen tilberedes på flere forskellige måder. Den er særligt saftig og smagfuld som stegt, grillet eller bagt.

SUNDHED

Kulmulen er en meget mager fisk med kun 0,4 g fedt/100g. Den har et proteinindhold på ca. 16,5g/100g. Til gengæld er den særligt rig på selen, kalium og kalcium.

Læs mere om kulmule her > KEND DIN FISK

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?