
Husk at vaske hænderne grundigt, inden du går i gang. Skyl derefter alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk også at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at sætte en stor grydefuld vand over til pasta - husk et godt skud salt.
Skær broccoli ud i mundrette buketter. Pluk hjertesalaten ud i blade, og halver dem på langs. Hak kapers og skalotteløg fint.
Kom broccoli op i en gryde, dæk bunden af gryden med lidt vand, og krydr med salt. Damp buketterne under låg i 3-4 min., til de er møre med let bid.
Kom samtidig spaghettien i det kogende pastavand, og kog til den er al dente.
Kom creme fraiche op i en stor skål sammen med 1-2 spsk. pastavand pr. kuvert. Kom ligeledes hakkede kapers, salatblade og skalotteløg op i skålen, og krydr med lidt salt, masser af fintrevet citronskræl og et godt skud friskkværnet sort peber. Rør godt rundt.
Når pastaen er al dente, dræner du vandet væk, og kommer pastaen op i skålen til saucen. Vend grundigt rundt, så det hele bliver blandet godt.
Skær fisken ud i kuvertstykker, og krydr dem med lidt salt. Varm en pande op ved højeste blus, tilsæt lidt olie og steg stykkerne i 3-4 min. på den ene side og ca. 30 sek. på den anden side. Hvis du ønsker fisken helt gennemstegt, skal du stege den i 3 min. på begge sider.
Anret den cremede pasta i en dyb tallerken med fisk ovenpå og broccoli på siden.
Velbekomme!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften