Fisk: Krydr fisken med salt og peber. Steg den på skindsiden i olie/smør på en pande ved moderat til høj varme i ca. 3-4 min. afhængig af tykkelse. Vend fisken, når den er sprød og gylden, og steg derefter i meget kort tid (ca. 1 minut) på den anden side. Server straks.
Asparges: Fjern den nederste træede del på de grønne asparges (se video ovenover) ved at brække dem af. Skyl aspargesene grundigt i koldt vand. Rist dem på en pande i halvt smør og halvt olivenolie, til de er gyldne og let sprøde. Lige før servering drysses de med god salt.
Cremede dijon-kartofler: Skræl og skyl kartoflerne. Skær dem i tern på ca. 5 mm, og udvand dem i 4-5 min. Dræn kartoflerne, og sauter dem i rigeligt smør sammen med finthakkede skalotteløg, uden at de tager farve. Tilsæt fløde, og kog i 4-5 min. under omrøring. Dæk med låg, kog op, sluk og lad dem trække i 10 min. Rør dijonsennep i (mængde efter behag), og smag til med citronsaft, salt og peber. Tilsæt plukket og fintsnittet ramsløg lige før servering.
Fif: Pas nu på ikke at give laksen for meget. Den smager SÅ meget bedre, hvis den er lidt understegt, i forhold til hvis den får for længe. Vær ikke bange for at servere laksen med et saftigt indre.
Ramsløget findes helt naturligt i mange danske skove, typisk fra midt marts til maj. Vi kan vi derfor kun anbefale, at du stikker et smut i skoven og plukker ramsløg til et par omgange mere, når du har spist denne portion. Du kan både bruge bladene og selve løget, som gror under jorden.
Ramsløg gror oftest som store, brede områder i bunden af særligt løvskov, men du kan også være heldig at finde dem i parker. Ramsløg kan godt lide, at jorden er fugtig. Pluk forsigtigt de blade du skal bruge, så der både er nok til andre og til næste år.
OBS!! Vær opmærksom på, at ramsløget kan forveksles med den giftige liljekonval, høsttidløs og dansk arum. Ramsløget kan dog genkendes på både smagen og den kraftige duft af hvidløg, som ingen af de andre planter har. Er du i tvivl, så lad dem stå.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Kundekommentarer ()