
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog perlespelt i rigeligt, saltet vand i 12-15 minutter. Kom de kogte kerner i en sigte, og lad dem dryppe og køle af.
Riv den gule skal af citronen på den fine side af rivejernet. Pres derefter saften af citronen. Rør begge dele med ca. samme mængde sukker som der er citronsaft, og rør til sukkeret er helt opløst. Rør nu med god olivenolie til en passende smag. Pluk estragonbladene af stilkene, og hak dem fint. Kom dem i dressingen, og smag til med salt og peber.
Soignér de grønne asparges og kassér den nederste træede del. Skær i ultratynde strimler - brug gerne et mandolinjern.
Vend med de kogte speltkerner, tern af tomater, fintsnittet forårsløg samt smuldret kota ost. Vend det hele med estragondressingen.
Krydr laksen med salt på begge sider. Steg den på skindsiden i olie/smør på en pande ved moderat til høj varme i ca. 3-4 min. (afhængig af tykkelse).
Vend fisken, når skindet er sprødt og gyldent, og kødet er blevet mat i farven. Steg derefter i meget kort tid (ca. 1 minut) på den anden side. Krydr med friskkværnet sort peber, og servér straks.
Fif: Pas nu på ikke at give laksen for meget. Den smager SÅ meget bedre, hvis den er lidt understegt i forhold til, hvis den får for lang tid. Vær ikke bange for at servere den med et let rødt og saftigt indre.
Som vist på billedet.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften