Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl risene grundigt i rigeligt koldt vand. Hæld dem i en gryde, og rør rundt med en ske eller med hånden. Kassér derefter vandet, der er blevet hvidt. Gentag, indtil vandet er klart.
Kog rigeligt vand (som når du koger pasta) op med lidt salt i. Kom ris i, når vandet koger. Sæt låg på, bring tilbage i kog, og skru ned, så risene netop koger! Sæt uret, tik, tak - efter 9 min. hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække 5-10 min.
Kom kokosmælken op i en gryde, og tilsæt hvad der svarer til den halve mængde vand. Bring det kort i kog, og smag til med masser af limesaft, fishsauce og salt.
Skyl basilikum forsigtigt, pluk bladene af stilkene, og gem til senere. Snit stilkene super fint med en skarp kniv, og kom op i kokossaucen.
Skræl ingefæren, snit den i tynde tændstiklignende stænger, og kom dem ned i saucen.
Halvér pak choy på langs, og skyl den i mellem bladene, men knæk dem ikke af. Dryp dem grundigt af for vand.
Sæt en stor pande over ved højeste varme, og tilsæt en smule olie. Steg pak choy på skærefladen i ca. 2-3 min., til de har taget godt med farve, men stadig har masser af sprødhed. Krydr med salt og peber.
Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Del fisken i kuvertstykker. Krydr med salt og peber.
Sæt en pande over ved høj varme, og tilsæt en smule neutral olie. Læg fisken på panden med skindsiden ned, og giv evt. fisken et let tryk med en palet de første 30 sekunder af stegningen. Steg fisken i alt ca. 3-4 minutter på den ene side, vend den herefter, og steg den ca. 30 sekunder på den anden side. Har du en klat smør, kan du med fordel tilsætte den til panden, lige når du vender fisken.
Vil du have fisken gennemstegt, så lad den stege 3-4 min. på begge sider.
Anret risene i bunden af en dyb tallerken med fisken ovenpå. Lun kokossaucen op, og hæld den henover fisken. Slut af med pak choy og basilikumblade.
Thaibasilikum ligner lidt almindelig basilikum i udseende og til dels smag, men den er noget mere spids i bladene. Den smager let sødligt, er krydret med noter af peber. Thaibasilikum er fantastisk smagsgiver i det asiatiske køkken og er nærmest uundværlig i fx thailandske retter med kokosmælk.
Kundekommentarer ()