
Skyl grønt, frugt og krydderurter. Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og grøntsager. Find alle ingredienser og redskaber frem.
Pil skalotteløg og hvidløg, og hak dem fint.
Riv lidt citronskal, og pres saften fra citronen.
Kom de frosne ærter i en sigte, skyl dem, og lad dem dryppe af.
Riv osten fint.
Pluk og hak persille fint.
Bælg de friske ærter.
Skyl sorghum grundigt, og dræn den i en sigte.
Kom lidt god olivenolie i en gryde, tilsæt de hakkede skalotteløg og hvidløg, og sautér, til løgene er klare, uden at have taget farve. Krydr med salt og peber.
Tilsæt de drænede sorghum til gryden med løg, og sautér i 1 min., uden at de tager farve.
Tilsæt evt. en sjat tør hvidvin, hvis du har (ca. 1/2 dl pr. pers.).
Dæk derefter sorghum med kogende vand (eller evt. bouillon), og kog stille og roligt, mens du rører i sorghum jævnligt.
Tilsæt løbende mere vand/bouillon, efterhånden som væden absorberes af sorghummen. Fortsæt i ca. 12-15 min.,til sorghum er mør, men stadig har let bid (al dente). Rør et par gange undervejs, ellers brænder ottoen på.
Vend lidt revet ost i ottoen, og rør forsigtigt, mens retten igen varmes op til lige under kogepunktet. Tag gryden af varmen, tilsæt nu evt. et par tern smør, og rør rundt til smørret er absorberet.
Lad ottoen hvile 5 min. under låg. Smag til med salt, peber, lidt citronsaft, lidt revet citronskal (kun det gule) samt evt. mere ost.
Damp de frosne ærter i en bredbundet gryde med låg i 1/2 dl vand, 50 g smør samt lidt salt.
Mos de dampede ærter og lagen, de er kogt i, sammen til en grov mos med yderligere en generøs klump smør (brug gerne en stavblender).
Tilsæt "ærtegrøden" til ottoen, og smag til igen.
Rids fileterne med 2-3 snit på skindsiden, så de ikke krøller så meget, når de steges eller grilles.
(Makrel: Skær evt. den lille bræ (se video ovenover)mme af ben væk, der sidder i fileten. Dette gøres nemt med et lille snit på hver side af benene lige ned til skindet, uden at skære igennem. Nu kan bræmmen af ben rykkes forsigtigt af. Er fileterne små, forsvinder de små ben under stegning).
Krydr med salt og peber på kødsiden, og steg dem gyldne på skindsiden på en varm pande i 2-3 min. Vend fisken, og tæl til 10 - VOILÀ - nu er den klar!
Som vist på billedet.
Damp de friske ærter i en klump smør og 2-3 spsk vand samt salt i 1 min. Vend ærter og væde i "ottoen" sammen med hakket persille, og servér straks.
Parmigiano Reggiano fra regionen Emillia Romagna i Italien. Osten er fremstillet af rå upasteuriseret komælk. Denne ost er den første ost nævnt i historien allerede i år ca. 600 før Kristi fødsel. Romerne brugte osten som føde til deres soldater og den blev transporteret rundt på hesteryg. Parmigiano Reggiano er Italiens stolthed. Osten er modnet 18 måneder i de store lagre på mejerierne i det nordlige Italien.
Sorghum er en græsart, der oprindeligt stammer fra Centralafrika. Den er den vigtigste kornsort til menneskeføde i store dele af Afrika og Asien, blandt andet fordi den kan vokse i meget tørre og varme områder. Sorghum har et højt indhold af mineraler. Hel sorghum spises som ris eller anvendes til grød. Det kan også poppes på samme måde som popcornmajs.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften