Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at tænde ovnen på 175 grader.
Kog kartoflerne møre i rigeligt godt saltet vand. Damp dem tørre og vend med en klump smør.
Halvér tomaterne og vend dem forsigtigt med lidt honning eller sukker, hakket hvidløg, plukket og hakket timian, olivenolie, salt og peber. Bages i ovnen med skærefladen opad i ca. 1/2 time ved 175 grader.
Sæt en kasserolle over med lidt vand i (2-3 cm højt), og kog det op. Kom posen/poserne med hollandaise i, sluk for blusset, og læg låg på. Lad saucen lune i vandet til senere. Dog højst 10 min.
Når du serverer saucen er et godt fif, at ryste den grundigt inden du åbner, og så ellers portionere direkte fra pose til tallerken - således går der intet af guldet tabt i skåle og skeer ;-)
Rids evt. fileterne med 3-5 snit på skindsiden - dette bevirker at de ikke krøller så meget når de steges. Skær evt. den lille bræmme af ben væk (se video ovenover) der sidder i fileten - dette gøres nemt med et lille snit på hver side af benene lige ned til skindet - uden at skære igennem. Nu kan bræmmen af ben rykkes forsigtigt af. Krydr med salt og peber på kødsiden. Steg dem gyldne på skindsiden på en varm pande i 2-3 min. - kun på skindsiden. Vend fisken og tæl til 10 - - nu er den klar!
Server som vist på billedet - drys fintsnittet purløg over kartofler og hollandaise.
NB. billedet viser paneret fisk - her får I fisk der skal skindsteges.
Hollandaise sauce - med rigtig smør og æg
Vores huskok Jacob fortæller: Da jeg serverede denne færdiglavede hollandaise til en kokkekollega forleden, var hans umiddelbare udbrud: "SATANS OGSÅ"! Nu har vi kokke ikke længere dét es i ærmet, lige at kunne piske en hurtig "hollænder" for at imponere gæsterne. For nu kan du selv varme den op og servere den ægte vare baseret på gode økologiske æg og godt smør. Saucen er skabt som den SUBLIME emulsion mellem økologiske æggeblommer og det gode danske øko-smør, balanceret af en god og stringent syre fra vineddike, der strammer op. Den perfekte ledsager til fisk eller asparges.
Kundekommentarer ()