
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl selleriet, gerne med en kartoffelskræller, så du undgår spild, skær det i tynde strimler, og kom dem op i en skål.
Skyl æblet, og skær det ligeledes i tynde strimler.
Rist græskarkernerne på en tør pande et par minutter.
Kom kerner, æbler og rosiner op til selleristrimlerne, vend godt rundt, og tilsæt gerne et par dråber olivenolie.
Snit hvidløget fint.
Sæt en kasserolle over ved mellem varme, tilsæt lidt olivenolie, og sautér hvidløget i ca. 1-2 min., uden at det tager farve.
Tilsæt så de drænede bønner, og varm godt igennem.
Dup fisken tør med et stykke køkkenrulle, del den i kuvertstykker, og krydr dem grundigt med salt og peber.
Varm en stor pande op ved højeste varme, tilsæt lidt olivenolie, og steg fisken ca. 3-4 min. på den ene side, og max 30 sekunder på den anden. Hvis du ønsker fisken helt gennemstegt, skal du stege den 3-4 min. på begge sider.
Lun bønnerne op igen, træk gryden fra varmen, og vend yoghurten ned i. Smag til med salt og peber, og anret bønnerne i bunden af en dyb tallerken.
Kom fisken ovenpå og sellerisalaten ved siden af.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften