0
Stegt rødfisk med ”black garlic” spidskål, ærter samt persille-yoghurt kartofler

Stegt rødfisk med ”black garlic” spidskål, ærter samt persille-yoghurt kartofler

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Sommer
Tilberedningstid:
30 minutter
Brugerbedømmelser:

Fremgangsmåde

Persille yoghurt: Pluk persillebladene og skyl dem i koldt vand - hak dem fint og rør op med yoghurten - smag til med lidt salt og peber samt lidt fintrevet citronskal og citronsaft. Lad den trække 15-20 minutter.

Kartofler: Skrab/skrub de nye kartofler og kog dem i vand med salt i 12-15 min. Dræn vandet fra og læg låg på igen. Lad kartoflerne trække i 5 min. under låg. Halvér kartoflerne og vend dem i persille-yoghurten. Smag igen til med salt og peber!

Black garlic smør: (Regn med 10-15 g smør pr. person) Tag smørret ud af køleskabet så det er blødt. Pres de sorte hvidløgsfed igennem en fin sigte – eller mos det med siden af en stor kokkekniv mod et spækbræt - og rør sammen med det bløde smør.

Spidskål og ærter: Fjern evt. de yderste blade på spidskålen, flæk den på midten og læg kålen på en bred gryde med en skærefladen nedad, tilsæt ½ dl vand, en god klat smør, lidt salt og citronsaft. Kog under låg i 1 minut, fjern derefter låget og lad det koge til vandet er fordampet. Fortsæt "kogningen" - der nu, da vandet er fordampet, går over i en stegning. Når kålen er gylden på skærefladen tilsættes de bælgede ærter sammen med 2-3 spsk. vand og låget kommes på igen, når vandet er fordampet igen er både ærter og kål færdig. Vend kålen og kom det på en tallerken eller fad. Lad en god klat af det gode sorte hvidløgssmør smelte ned mellem bladene. Krydr med salt og peber.

Fisken: Start med at sikre dig at alle skæl er fjernet fra fisken. De kan nemt skrabes af med en kniv (gør det i køkkenvasken, da det godt kan svine lidt). Soigner fisken og lav 2-3 fine rids i skindsiden med en skarp kniv. Krydr med salt og peber. Steg fisken i 2-3 min. på skindsiden i lidt olie på en meget varm pande. Skru lidt ned for blusset og lad fisken stege videre (stadig på skindsiden) til kødet netop begynder at få en mælkehvid farve. Tilsæt et par små klumper smør og lad smørret bruse op. Vend fisken og tæl til 10, så er fisken klar til servering.

Anretning: Som vist på billedet – server kartoflerne i en skål ved siden af – er der noget yoghurt i overskud kan du serever en lille klat til fisken. Pynt med plukket bredbladet persille og lidt citronskal.

Black Garlic er fermenteret hvidløg - og dermed forandres det både i smag og udseende. Det har en fyldig og sød smag. Black Garlic har undertoner af hvidløg, balsamico & lakrids, som tilsammen skaber Umami.

Bonusinfo

Fermenterede sorte hvidløg

Black garlic, eller sorte hvidløg er fermenteret hvidløg som dermed forandres både i smag og udseende. Det har en fyldig og sød smag. Black Garlic har undertoner af hvidløg, balsamico & lakrids, som tilsammen skaber masser af Umami. Sorte hvidløg fremstilles ved at hvidløgsranker fermenteres under kontrollerede varme- og luftfugtigheds forhold i ca. 30 dage. Teknikken er oprindeligt udviklet i Korea, og foregår ved cirka 60-70 graders varme i 30 dage og deraf følgende tørring i omtrent 45 dage. Der anvendes ingen tilsatte kemiske stoffer eller konserveringsmidler i fremstillingen af sorte hvidløg, kun varme, fugtighed og tid. Det er under tørringen, at hvidløgene skifter farve, konsistens og smag. 

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?