Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl eller skrub de nye danske kartofler, og kog dem i vand med salt i 12-15 min.
Dræn vandet fra, og damp kartoflerne tørre. Mos dem med en grydeske, og rør med en generøs klat smør og creme fraiche. Smag til med revet citronskal samt plukket og hakket timian (gem stænglerne til at stege sammen med fisken).
Skyl rabarberne og skær enderne af. Snit stængerne i stykker på ca. ½ cm, og læg dem i en gryde sammen med lidt sukker, lidt revet citronskal, 1-2 spsk. vand og en knivspids salt.
Kog det langsomt op uden låg, og lad kompotten simre i 4-5 min., til rabarberne er møre, og væden kogt ind til let sirupkonsistens. Lad kompotten køle let af før servering.
Krydr fileterne med salt og peber, og fold dem på midten (se video ovenover) på den lange led. Vend dem i lidt rug- eller hvedemel (se video ovenover) og steg fileterne på en medium varm pande i halvt smør og halvt neutral olie. Steg dem primært på den ene side i ca. 2 min, til de er gyldne og sprøde.
Tilsæt et par smørklatter samt de plukkede timianstilke, og vend fiskefileterne, når smørret er bruset af.
Steg videre, mens du hele tiden drypsteger ved at tage smør fra panden med en spiseske, og hælde det over fisken. Fortsæt drypstegningen i 1 min.
Krydr igen med lidt salt og peber, før du serverer (gerne med en god flagesalt, som f.eks. Læsø- eller Maldonsalt).
Gem panden til spinaten.
Spinaten skylles grundigt, og dryppes af.
Læg spinaten på panden, hvor du stegte fisken, og lad den falde sammen, mens du vender rundt i den.
Smag til med salt, peber og et generøst riv muskatnød.
Lad spinaten dryppe af i en sigte.
Som vist på billedet!
NB. på billedet er brugt blå kartofler - men vi fik muligheden for at "upgrade" til nye danske kartofler, og ville ikke forpasse den chance ;-)
Kundekommentarer ()