
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Skræl både kartofler og rødbeder. Skær rødbederne i grove chunks, vend dem med lidt olivenolie og salt, og bag dem i ovnen i 20-25 min., til de er møre.
Skær kartoflerne i grove tern, og kom dem op i en gryde med vand, så det dækker, og et skud salt. Kog i ca. 10 min., til de er helt møre.
Fjern de groveste stilke på spinaten, og skær bladene i grove strimler. Pluk persillen ud i blade, og snit stilkene fint med en kniv. Snit hvidløget i tynde skiver.
Varm en pande op ved mellem varme, og tilsæt et generøst skud olivenolie. Sautér hvidløgene i 1-2 min., uden at de tager farve. Tilsæt så spinat og persillestilke og -blade, og vend det hele rundt på panden i 3-4 min., til det er faldet sammen. Tag det herefter af panden, og overfør det til en lille skål.
Rengør panden fra før, og sæt den over igen ved mellem til høj varme. Tilsæt lidt olie, og steg fiskefileterne i ca. 2 min. på hver side. Krydr med lidt salt.
Dræn vandet fra kartoflerne, og tilsæt et godt skud olivenolie eller en klat smør. Mos kartoflerne groft med et piskeris. Vend så spinatblandingen løst sammen med mosen, og gør derefter det samme med yoghurten. Du skal ikke røre yoghurten helt ud i mosen. Smag til med salt og groftkværnet, sort peber.
Drys rødbederne med krydderblandingen, når de kommer ud af ovnen. Anret en god skefuld mos på en tallerken med fisken ovenpå og bagte beder på siden.
Kend din fisk: Skrubbe
Skrubben ligner rødspætten, men adskiller sig ved sin mere ru og knudrede overflade, som skyldes små benknuder på øjesiden. Den har en oval, flad krop, hvor begge øjne er placeret på højre side (dog findes venstrevendte eksemplarer). Farven varierer fra brun til grønlig med mørke pletter og en lys underside. Skrubben bliver typisk mellem 25-40 cm lang, men kan i sjældne tilfælde nå op på 60 cm og veje op til 3 kg.
Skrubben er en alsidig spise, der kan tilberedes på mange måder. Kødet er lyst, fast og har en mild, let sødlig smag, som egner sig godt til stegning, bagning og dampning. Den er populær i klassiske danske retter som stegt skrubbe med persillesovs og paneret skrubbe med remoulade. Desuden kan den bruges i supper og fiskefrikadeller. Skrubben kan med fordel tilberedes hel, da benene let slipper kødet efter tilberedning.
Skrubben er en sund spise med et højt indhold af magert protein og en lav fedtprocent. Den indeholder vigtige omega-3-fedtsyrer, som bidrager til hjerte-kar-sundhed og reducerer inflammation. Derudover er den rig på vitamin D, B12 og mineraler som jod og selen, der understøtter stofskiftet og immunforsvaret. Ifølge Fødevarestyrelsen anbefales det at spise fisk som skrubbe to gange om ugen som en del af en sund kost.
Shivid polo krydderimix indeholder:
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften