Fisk: Fileterne krydres med salt og peber og foldes så de er lige tykke (lav et snit på tværs i den tynde og spidse ende, uden at skære fileten over, og fold fileten sammen). Steg på en godt varm pande i lidt smør og olivenolie. Fisken steges primært på den ene side (start med den flotte ensartede side) i ca. 3-4 min., indtil den er pæn gylden, hvorefter den vendes og steges i kort tid på den anden side.
Puré af blå kartofler (gerne af mærket Vitelotte) : Skræl kartoflerne og kog dem møre i rigeligt vand med lidt salt. Mos dem gennem en puresigte eller en kartoffelpresse. Kog mælk, fløde og smør (100 gram) op med 3 gram salt og 2 gram knust hvid peber - tilsæt til mosen og pisk det godt sammen over varme.
Sauce Nage: Løg og gulerødder skæres meget fint (gerne på en mandolin) og koges med vin, eddike og safran. Koges til væden er reduceret til lige under 1 dl. pisk små tern af kold smør (100 gram) i saucen og smag den til med salt, peber og evt. lidt sukker og citronsaft, der skal være god balance mellem sødme og syre. Lige inden servering tilsættes finthakket dild.
Anretning: Som anvist på billedet med lidt kogte ærter og lidt marineret ærteskud - server evt. godt brød og en grøn salat dertil.
Fif: Lav evt. lidt dekorative chips af nogle af de blå kartofler - det er nemt! Skær dem i ca. 1 mm tynde skiver med en mandolin eller en kartoffelskræller, og lad dem udvande i rindende koldt vand en times tid. Fritér i rigeligt olie ved 180 grader til de er sprøde, og lad dem dryppe af på lidt køkkenrulle og giv dem lidt fint salt.
Kundekommentarer ()