Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skræl rødbederne, skær dem i grove stykker, og steg dem stille og roligt på en pande i ca. 15 min., til de er møre. Krydr med salt og friskkværnet peber.
Tag fisken ud af køleskabet, dup den tør med et stykke køkkenrulle, og del den i kuvertstykker.
Krydr med salt og peber, og læg fiskestykkerne i et smurt ildfast fad til senere. Sæt ikke fadet på køl.
Tænd ovnen på 170 grader.
Pluk salathovedet ud i blade, og skyl bladene i iskoldt vand.
Rist mandlerne på en tør pande, til de har taget lidt farve, og hak dem derefter groft.
Skyl persillen, hvis det er nødvendigt, pluk den ud i blade, og snit stilkene fint med en kniv.
Hak kapers med en kniv, og bland mandler, persillestilke, persilleblade og kapers med et godt skud olivenolie og saft fra citronen. Tænk på, at marinaden også skal kunne række til rødbederne.
Sæt fisken i ovnen, og bag den ca. 15 min.
Når rødbederne er møre, vender du dem i en stor skål sammen med salat og marinade.
Smag til med salt og friskkværnet peber, og servér sammen med den bagte fisk.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()