
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Sæt en stor grydefuld vand over at koge, som hvis du skulle koge pasta. Husk et godt skud salt.
Skræl pastinakkerne og skær dem i store, grove stykker. Kog dem i vandet ca. 5-7 min. til de er møre.
Snit hvidløgene super fint med en kniv.
Sæt en pande over ved mellem varme og tilsæt lidt olivenolie. Steg æggene til spejlæg og krydr med lidt salt. Tag æggene af panden og gem til servering.
Varm panden op igen og tilsæt lidt nyt olie. Skær tempeh i ca. 0,5 cm tykke skiver og steg dem gyldne på begge sider. Tilsæt hvidløg til panden og lad det stege med et minuts tid. Kom så tomatsovs på panden og lad det simre stille og roligt og koge lidt ind. Smag til med lidt salt.
Pluk salaten ud i blade - halvér de største.
Anret pastinakkerne i en dyb tallerken. Kom tempeh og tomatsovs over, og spejlæg ved. Kom salatblade på siden og slut af med at smuldre osten henover retten og drys med krydderblandingen.
Denne tempeh består af gule og grønne flækærter. Den har naturligvis en genkendelig smag af ærter og er samtidig relativt mild, sød og rund i smagen i forhold til andre nordiske tempeh varianter. Med sine lette noter af hasselnød og champignon, er den en oplagt 'begynder tempeh' og egner sig til stort set alle former for tilberedning og måltider, uden at den vil dominere.
Tempeh af ærter bliver let syrlig og mere fermenteret i smagen ved opbevaring i længere tid på køl. Kan med fordel opbevares på frost, hvis man ønsker at bevare den milde smag (en blok på 300 g vil typisk tø op i løbet af et par timer).
Tempeh af ærter har et ret højt indhold af protein og kostfibre, som mætter.
Generelt om (Nordisk) Tempeh
Tempeh er et fermenteret planteprotein der smager lækkert, mætter godt og er nemt at tilberede. Det stammer oprindeligt fra Indonesien, hvor man har spist tempeh i hundredevis af år og nu er det begyndt at vinde udbredelse til resten af verden, som et super grønt alternativ til kød.
Nordisk Tempeh fra CONTEMPEHRARY er fremstillet med omhu i Danmark - på traditionel indonesisk vis, for den bedste smag – altså 100% naturligt og uden brug af eddike, konserveringsmidler eller andre numre.
Det er selvfølgelig vegansk og der anvendes de bedste, økologiske råvarer.
Hvor traditionel indonesisk tempeh er fremstillet af sojabønner, så er Nordisk Tempeh fra CONTEMPEHRARY fremstillet af ærter, bønner, korn og hamp som er dyrket her i Norden.
Smagen af tempeh er karakteriseret ved sine champignon- og nøddeagtige noter, samt den umami eller ’velsmag’ der opstår som resultatet af den naturlige fermentering. Det betyder samtidig at tempeh er et levende produkt, der med tiden vil blive kraftigere i smagen (på samme måde som f.eks. ost - bare noget hurtigere). Derfor kan tempeh med fordel opbevares på frost, indtil det skal anvendes.
Konsistensen er fast og mør - nem at skære i skiver eller tern med en skarp kniv, efter det er optøet. Tempeh er ligeledes velegnet til at rive eller blende i plantefars, saucer og lignende, hvor det tilfører god fylde og dybde i smagen. Tempeh er i det hele taget virkelig alsidigt i anvendelse og kan indgå på forskellige måder i en lang række spændende, grønne og sunde måltider.
(Vidste du for øvrigt at ’De officielle Kostråd - godt for sundhed og klima’ fra den danske Fødevarestyrelse anbefaler os at spise hele 100 g bælgfrugter om dagen? Lad Nordisk Tempeh fra CONTEMPEHRARY være din genvej til det...)
Tips til tilberedning:
Tempeh er enkelt og meget alsidigt i anvendelse. Konsistensen er fast og mør - nem at skære i skiver eller tern med en skarp kniv. Tempeh er ligeledes velegnet til at rive eller blende som ingrediens i plantefars, saucer og lignende, hvor det tilfører god fylde og dybde i smagen.
Skiver eller tern af tempeh kan simpelthen steges på en pande eller en grill, hvor de vendes til de er gyldne og sprøde. Brug dit foretrukne fedtstof til stegning og husk at smage til med salt og evt. andre krydderier. Tempeh kan imidlertid også ovnsteges, hvor det med fordel vendes i en marinade først, så det ikke tørrer ud. Prøv også at skære det i tern og put det i gryderetter. Og hvis du er ekstra modig og kreativ, så prøv evt. også at bruge tempeh i bagning eller det søde køkken?
Tempeh kan gøre det ud for den centrale del af måltidet, eller spises som tilbehør til salater og lignende. Når tempeh skal udgøre den centrale del af måltidet så beregn ca. 100 g tempeh per person – så bliver man fint mæt. Mindre kan selvfølgelig gøre det, hvis det blot indgår i måltidet som et tilbehør.
Velbekomme!
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
Shichimi tôgarashi blev oprindeligt solgt som urtemedicin i det 17. århundrede, shichimi togarashi (der bogstaveligt talt betyder "syv smags chilipeber") er en krydret-velsmagende blanding af groft malet chili plus forskellige ingredienser afhængigt af regionen, producenten og kokken der blander den. Nogle japanske sælgere tilbyder endda tilpassede blandinger. Foruden chilen inkluderer typiske ingredienser sansho eller Sichuan-peber, tørret citrusskal, sesamfrø, birkes, hampefrø, ingefær, hvidløg, shiso og noritang.
Vores indeholder:
Shichi-mi tôgarashi indeholder: 10% tørret mandarinskal, 5% tørret orangeskal, 5% tørret ingefær, 10% sanshô peber (alternativt sechuan peber), 5% sort peber, 10% ristet sesam, 10% hvide birkes, 20% chili pulver, 10% sort sesam, 5% hvidløgspulver, 10% tørrede tangflager.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften