Kog risene efter anvisning på posen. Eller gør som jeg, og følg følgende vejledning:
Jeg har nu +25 års erfaring som kok, og bilder mig ind, at jeg ved et eller andet om mad og også om at koge ris ;-) Men for nylig fik jeg dette fif fra min gode ven "Skovridderen", der har boet en årrække i Nepal. Han sagde: Skyl risene hurtigt i koldt vand. Kog imens rigeligt vand op med lidt salt i. Kom de skyllede ris i, når vandet koger. Læg låg på! Sæt uret, tik, tak - efter 8 minutter hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække i 5-10 minutter! Voilà! Perfekte fluffy ris HVER GANG!
Jeg må indrømme, at jeg ikke har set mig tilbage siden, og koger nu ALTID mine basmati- eller Jasminris efter denne metode! Tak Jesper!
Pil og hak skalotteløg meget fint. Kom dem i en gryde med lidt olie, og lad dem simre deri, indtil de bliver gyldne og let sprøde. Krydr løgene med salt. Rør kødet sejt med salt. Krydr med finthakket eller revet zittauerløg og sort peber, og rør med de ristede løg. Riv den grønne skal af limefrugten fint (gem en smule til salaten), og kom i farsen. Har du et enkelt æg eller 2, kan du røre farsen med det - det er dog ikke nødvendigt! Men kommer du æg i, skal du også komme 1 spsk. mel i pr æg. Smag evt. på farsen, eller steg en lille prøvedelle, og smag på den. Juster evt. smagen med salt og peber. Sæt en kasserolle over at koge med 1/2 liter vand og 1 tsk. salt pr. 300 g kød. Pocher små kødboller på størrelse med en lille bordtennisbold i vandet i 6-8 min. Gem kogevandet til senere.
Skræl gulerødderne, og riv dem og æblerne på den grove side af et rivejern. Eller skær begge dele i julienne på et mandolinjern. Pres limesaft og drys lidt fintrevet skal over, og smag til med salt, lidt rørsukker og peber. Rist peanuts, hak dem fint, og drys halvdelen henover salaten.
Smelt 25 g smør pr. person du laver mad til i en kasserolle, og kom karrypastaen i. Rist igennem ved medium varme i et minuts tid, tilsæt 1,5 spsk. hvedemel pr person du laver mad til. og bag igennem. Kom vandet fra de pocherede kødboller ved, og kog igennem et par minutter, mens du hele tiden pisker. Tilsæt kokosmælk, og kog igennem. Smag karrysaucen til med salt, limesaft, sukker og peber. Kom kødbollerne tilbage i saucen, og bring det hele tilbage til kogepunktet.
Som vist på billedet.
Kundekommentarer ()