
Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft, og sæt en stor gryde vand over til at koge pasta i. Husk et godt skud salt.
Skræl knoldselleriet, skær det i mundrette tern, og vend dem med en smule olivenolie og lidt salt. Bag dem møre i ovnen på en bageplade i ca. 15 min.
Kog pastaen al dente, når vandet bulderkoger. Se kogeanvisning på pakken.
Skyl de røde peberfrugter, og skær dem ud i grove stykker.
Sæt en stor gryde over ved mellem varme, og tilsæt et generøst skud god olivenolie. Sauter peberstykkerne i 3-4 min., og tilsæt så de hakkede tomater og ca. 2 dl vand pr. kuvert. Lad suppen simre 10-15 min., og blend den så helt lind med en stavblender. Smag til med salt og friskkværnet sort peber.
Mens suppen simrer, kan du skylle bladselleri og snitte den fint med en kniv.
Rist pinjekernerne på en tør pande, til de har taget en smule farve uden at branke. Krydr med lidt salt.
Anret suppen med pasta, knoldselleri, bladselleri og pinjekerner i. Slut af med en god klat creme fraiche og gerne et par dråber olivenolie.
Velbekomme!
Fregula er en type pasta fra Sardinien. Det ligner nordafrikanske Berkoukes og Mellemøstlig Moghrabieh. Fregula findes i forskellige størrelser, men består typisk af semulina dej, der er rullet i kugler med en diameter på 2-3 mm og ristet i en ovn.
Bemærk den forholdsvis lange kogetid på 12 minutter!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften