
Croutoner: Skær de 3 skiver brød i tern og vend dem godt med olivenolie, salt, peber og tørret basilikum. Bag croutonerne i ovnen ved 175°C til de er gyldne og sprøde, ca. 10 min.
Dressing: Hak hvidløg, chili og ingefær fint og pisk det sammen med sesamolie, soja og 2 spsk. olivenolie. Smag til med salt og peber.
Salat: Skyl salaterne, pluk dem i små bidder og bland dem godt sammen med persillebladene.
Æg: Kom lidt olie på en pande og varm den op ved middel styrke. Kom et par spsk. vand på panden og slå æggene ud heri. Spejl langsomt æggene til hviden er størknet.
Anretning: Fordel salaten i fire dybe tallerkner. Bræk laksen i mundrette stykker og fordel den ovenpå. Dryp med dressingen og drys med croutonerne. Slut af med at lægge et spejlæg på toppen. Server straks med godt brød og evt. råstegte kartofler til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften