
Start med at tænde ovnen på 180 grader varmluft.
Sæt linserne over at koge i rigeligt vand med et skud salt. De skal koge i ca. 15 min.
Skrub gulerødderne godt. Er de tykkere end din pegefinger, så halver dem på langs. Pluk mynten ud i blade, og snit dem igennem et par gange med en kniv.
Rul fiskefileterne sammen fra hoved mod hale. Krydr dem med salt, og gnid dem med lidt olie. Læg fileterne i et ildfast fad, og bag dem i ovnen i ca. 15 min.
Sæt en stor pande over ved mellemhøjt blus. Rist først græskarkernerne på den tørre pande i 2-3 min., til de har taget farve og dufter. Tag dem så af panden, skru lidt op for panden, og tilsæt lidt olivenolie. Steg gulerødderne i 4-5 min. så de tager farve og bliver møre med bid.
Kom ærterne op i panden til gulerødderne og lad dem varme med et minut eller to. Krydr med lidt salt, træk så panden fra varmen, og kom smuldret ost, fintrevet citronskræl, græskarkerner og mynte over gulerødder og ærter.
Dræn linserne, og vend dem med et par dråber olivenolie. Anret linserne på en tallerken med fisk og grønt til.
Velbekomme!
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften