
Varm ovnen op til 225°C. Læg fisken i et ovnfast fad der passer til størrelsen på fisken, så den ligger tæt til kanten og uden mellemrum mellem stykkerne. Vend fisken i 1/2 spsk. olie pr. person, og krydr med salt på begge sider.
Pil løget, skræl guleroden og skyl tomaterne. Flæk guleroden i kvarte og løget i halve. Kom grøntsagerne på en bradepande dækket med bagepapir, og vend dem i 1 spsk. olie pr. person og lidt salt. Bages i ca. 15 min., indtil grøntsagerne har fået godt med farve.
Skyl bulguren under koldt vand i en sigte. Kom den skyllede bulgur i en gryde, og tilsæt vand, så det godt og vel dækker. Kog i 8-10 min. under låg ved svag varme. Lad den kogte bulgur afdryppe og køle lidt af i en sigte. Hvis bulguren klistrer lidt, kan man med fordel skylle den under koldt vand.
Når grøntsagerne er bagt færdige, vendes de i bulguren, og smages til med salt og peber.
Skyl rosmarinen, og afdryp den for vand.
Kom skysovsen i en kasserolle, og varm den op sammen med rosmarinen. Smages til med salt og peber. Tilsæt evt. lidt vand, hvis sovsen er for kraftig.
Fisken bages i ovnen i ca. 10 min. Tjek den løbende under bagningen. Når kødet er mælkehvidt og kan deles i flager, er fisken færdig.
Servér fisken med bulguren og rosmarinsovsen.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften